LO afviser blankt, at organisationen er for passiv i forhold til europæisk fagbevægelses protester mod EU's nedskæringspolitik.
Marie-Louise Knuppert, international sekretær i LO, afviser, at LO gjorde for lidt i forrige uge, da der var fælles europæisk aktionsdag mod EU's krav om nedskæringer i medlemslandene. Der var generalstrejke i Spanien og udbredte strejker i Portugal, Grækenland og Italien. 23 lande deltog med aktiviteter.
- Vi er jo ikke i stand til at sende 100.000 på gaden herhjemme eller lave generalstrejke. Vi kan jo ikke strejke sådan bare, for det er ikke lovligt i følge aftalerne på arbejdsmarkedet. Men det er der tradition for i Sydeuropa, hos os er det anderledes, siger hun til Arbejderen.
Vi kan jo ikke sådan bare strejke.
Marie-Louise Knuppert
Hun oplyser, at LO deltog i planlægningen af aktionsdagen den 14. november, arrangeret af Europas Faglige Sammenslutning, EFS.
Lobby-arbejde
- Vi drøftede, hvad hvert enkelt land kunne lave af aktiviteter. Hvert land kunne gøre, hvad de nu selv syntes. Vi sendte ikke en bus til Madrid, men jeg vil gerne gøre opmærksom på, at vi lavede en meget stærk sympatitilkendegivelse til støtte for aktionsdagen på vores hjemmeside, siger Marie-Louise Knuppert.
Hun tilføjer, at LO i forvejen sammen med EFS laver omfattende lobby-arbejde overfor EU-kommissionen og EU-parlamentet.
- Sagt i al beskedenhed er vores resultater på arbejdsmarkedet i Danmark ulig bedre, end det er tilfældet i Spanien og Portugal, siger den internationale sekretær.
Møde med EU
Hvad siger du til den kritik, der blandt andet er kommet fra LO Horsens-Hedensteds LO-formand, Hans A. Sørensen. Han siger, at det var pinligt, at der ikke skete mere i Danmark, at LO-toppen er ude af trit med virkeligheden, og at "LO-toppen åbenbart ikke mener, at velfærden herhjemme er truet".
- Jeg tror, Hans A. Sørensen er dén, der er ude af trit med virkeligheden. Han skulle have set hjemmesidens udtalelse den 14. november. Det var en stærk sympatitilkendegivelse til den fælles aktionsdag i EU-landene. Og hvad angår velfærden; han tager fejl. Vi drøfter den danske model hele tiden. Blandt andet på et møde i hovedbestyrelsen for lidt siden, siger Marie-Louise Knuppert.
Hvorfor deltager LO og AC i et møde med EU-kommissionen, som handler om, hvordan EU kan skabe vækst og beskæftigelse?
- Vi vil bruge mødet til at opfordre EU-kommissionen til at se bredere ud, end de gør.
EU-kommissionen har forud for mødet annonceret, at de mener, man bør skæve til Tyskland og dets arbejdsmarkedsmodel for at skabe vækst og beskæftigelse i EU. Den tyske model er bygget over Hartz-reformerne, der har betydet dårligere løn, korte job og amputering af fagforeningere...
- Ja, vi vil ikke have tyske tilstande her i Danmark - med "working poor" og alt det der. Det er alt for snævert at kigge mod Tyskland. Vi har i Danmark den laveste ledighed og nået gode resultater. Så vi diskuterer med EU-kommissionen. Går i dialog med dem.
Mener du, at EU kan skabe vækst og beskæftigelse?
- Ja. Men vi vil opfordre til at bruge det inderste af hovedet. Man kan ikke spare sig til vækst. Vi kræver beskæftigelse, og det kan ske ved, at sætte gang i offentlige byggerier - for eksempel ved at bygge skoler eller lægge jernbanespor - som vi har set herhjemme, siger Marie-Louise Knuppert.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278