Premierminister Manuel Valls og præsident François Hollande kræver nu, at det største franske LO (CGT) annullerer yderligere demonstrationer i Paris og truer med demonstrationsforbud, skriver flere franske aviser, herunder dagbladet Le Figaro.
Der vil ikke blive givet tilladelse til at demonstrere, hvis vi ikke folks sikkerhed og offentlig ejendom kan garanteres.
François Hollande
Landet har siden marts været ramt af strejker, demonstrationer og blokader mod en ny arbejdsmarkedslov. Tirsdag lukkede Eiffel-tårnet på grund af personalets strejke.
Seneste store demonstration var tirsdag, hvor CGT anslår, at op mod en million deltog på tværs af landet. Politiet siger, at kun 80.000 deltog. Protesterne fandt sted, samtidig med at parlamentets andet kammer, Senatet, indledte behandlingen af loven.
Sortklædte provokationer
Et par hundrede sortklædte aktivister indledte slåskamp med politiet efter demonstrationerne især i Paris og flere blev såret. Selv om CGT har taget afstand fra volden, siger Manuel Valls, at demonstrationerne skal stoppe.
– Nok er nok. Jeg kræver, at CGT ikke organiserer flere af denne type begivenheder i Paris, siger han ifølge dagbladet Huffington Post, der har spurgt, om regeringen vil forbyde denne form for demonstrationer andre steder i landet i fremtiden.
– Vi vil vurdere det fra sag til sag. Vi kan ikke erklære et generelt forbud. Men vi tager vores ansvar, siger han.
Præsident Hollande siger, at EM 2016 er truet.
– Vi har en retsstat, der bygger på frihed til at demonstrere og strejke. Men der vil ikke blive givet tilladelse til at demonstrere, hvis folks sikkerhed og offentlig ejendom ikke kan garanteres, siger han ifølge sin talsmand, Stephane Le Foll, til nyhedsbureauet AFP
Fortsatte protester
Generalsekretær Jean-Christophe Cambadélis i Hollandes socialdemokratiske Socialistparti beder nu CGT om at "tage en pause i demonstrationerne".
Men den franske arbejderbevægelse afviser at opgive kampen. CGT's formand Philippe Martinez siger, at forbundet vil indkalde til nye demonstrationer den 23. juni og 28. juni.
– Det ville være klogt, hvis regeringen suspenderer arbejdsmarkedsreformen. Og det er myndighedernes opgave at garantere for sikkerhed, siger han.
AFP rapporterer, at omkring 30 procent af alle franske regionaltog og 10 procent af højhastighedstogene mandag og tirsdag stod stille på grund af strejker og blokader, mens omkring 15 procent af Air Frances flyvninger blev aflyst på grund af en pilot-strejke.
Der er stadig undtagelsestilstand i Frankrig efter terrorangrebet, der dræbte 130 mennesker i Paris, i november sidste år.
Senatet sendte tirsdag lovforslaget om arbejdsmarkedsloven tilbage til parlamentet for behandling i starten af juli.
EM 2016 fortsætter frem til 10. juli.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278