07 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Flere ryger ud end i arbejde

Flere ryger ud end i arbejde

Dagpengereformen virker - flere kommer i arbejde, siger vismændene. Men de peger også på, at den sender langt flere ud af dagpengesystemet.

Overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen fremlagde i går en vismandsrapport, hvor der står, at der er tale om en "afvejning" mellem godt og dårligt i dagpengereformen, når næsten 30.000 har mistet dagpengeretten til gengæld for, at et par tusinde er kommet hurtigere i arbejde.
FOTO: Jens Astrup/Scanpix
1 af 1

Hver femte arbejdsløs, der kun har to års dagpengeret, når i dag at miste retten til dagpenge uden at have fundet arbejde. Det er langt flere end for de arbejdsløse, der kunne modtage dagpenge i fire år.

Det viser en analyse, som Det Økonomiske Råds formandskab - de såkaldte vismænd - har fået lavet. Den er med i den vismandsrapport, der blev offentliggjort i går.

Det har kostet næsten 30.000 ledige dagpengeretten, at godt et par tusinde har fundet job lidt hurtigere.
Verner Sand Kirk

Samtidig viser tallene, at kun knap otte procent af de nu over 27.000 der har mistet retten til dagpenge, fandt arbejde umiddelbart efter at dagpengene var ophørt. Tallet faldt endda til under seks procent i løbet af de næste fem måneder.

"Det tyder på meget kortvarig beskæftigelse, og at de, der mistede dagpengeretten i januar 2013, fortsat har store problemer med at finde mere permanent beskæftigelse", skriver vismændene.

- Det viser, at påstanden om at folk nok skal finde arbejde, når deres dagpengeret ophører, slet ikke holder vand, siger AK-Samvirkes direktør Verner Sand Kirk til Arbejderen. AK-Samvirke er en paraplyorganisation for a-kasserne.

Tallene viser også, at omkring ti procentpoint flere af dem med kort dagpengeperiode finder job før dagpengeperiodens udløb. Ifølge vismændene er der "en afvejning mellem en kort dagpengeperiode med en højere afgang til beskæftigelse og en lang dagpengeperiode og en lavere afgang til beskæftigelse, hvor færre mister dagpengeretten."

Verner Sand Kirk har svært ved at se det fornuftige i "afvejningen".

- Foreløbig har det i år kostet næsten 30.000 ledige dagpengeretten, at godt et par tusinde har fundet job lidt hurtigere, end de ellers ville have gjort, understreger Verner Sand Kirk.

AK-Samvirke vurderer, at yderligere 15.000 vil miste dagpengeretten indenfor det kommende år - det svarer til omkring 1300 hver måned.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. okt. 2013 - 12:00   09. okt. 2013 - 12:15

Vismandsrapport

he@arbejderen.dk