02 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Nyt forbund slår nye streger

Nyt forbund slår nye streger

Tirsdag, 27. april, 2004, 00:00:00

Kongresdelegerede fra KAD og SiD skal tage stilling til, hvordan de nye lokal-afdelinger skal sammensættes.

Hvordan skal stregerne slås på Danmarkskortet, og hvordan skal de nye lokale afdelinger se ud?
Det er én af de beslutninger, som skal tages i løbet af i dag og i morgen, når mere end 1000 delegerede fra SiD og KAD mødes til hver sin kongres i Odense.
Forbundsledelserne fremlægger en såkaldt fusionsredegørelse. Den indeholder de aftaler eller vilkår, som ledelserne foreslår skal gælde for et nyt fælles forbund. Redegørelsen forholder sig både til det faglige politiske grundlag, de nye love og hvordan den lokale struktur skal se ud.
Derfor vil det være fusionsredegørelsen, der vil blive mest diskussion om i det mindste på SiD'’s kongres. Er redegørelsen først på plads vil grundlag og love mere have karakter af formalia, vurderer Finn Sørensen, formand for Bryggeriarbejderne i København og Omegn.
- De afdelinger, som endnu ikke er kommet på plads med den lokale struktur, vil rejse diskussionerne under det punkt, siger Finn Sørensen til Arbejderen.
Han mener, at lokalstrukturen i det store hele er på plads.
- Jeg ved godt, at nogle afdelinger føler, at de er blevet klemt undervejs i processen. Det er blevet kritiseret, at det er gået for stærkt. Enkelte steder er lokalstrukturen ikke endeligt på plads endnu. Men i 95 procent af tilfældene er stregerne for de nye afdelinger trukket. Det er sket på indstilling fra afdelingerne efter grundigt forarbejde lokalt. For de resterende fem procent bliver det hovedbestyrelserne, der skal ind og beslutte, hvordan det skal se ud.
Finn Sørensen har dog svært ved at forestille sig, at de afdelinger, der ikke har fundet den lokale struktur endnu, bliver tvangssammenlagt. Han tror mere på en model, hvor de får noget tid til at finde deres egne ben i et nyt forbund.
Det oplæg som de delegerede skal tage stilling til, foreslår 72 lokale afdelinger i det nye forbund.
Det bliver en væsentlig reduktion for SiD, der i dag har over 260 afdelinger. KAD får til gengæld mere end fordoblet sit antal fra de nuværende 35 afdelinger.
Hovedreglen er, at der ikke dannes afdelinger på under 2500 medlemmer. Ud over egentlige afdelinger vil der blive oprettet en række service-kontorer med begrænset åbningstid.
Forud for kongresserne er gået et par års intenst arbejde i begge forbund på alle niveauer. Et hav af møder er blevet holdt, og flere regnskove er endt op i papirer. De to dage vil vise om arbejdet har været spildt eller om ideen om at sammenlægge de to forbund skal ud til urafstemning blandt medlemmerne.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. apr. 2004 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:33

Indland