En sammenlægning vil frigøre ressourcer, som skal bruges på opsøgende arbejde, mener Søren Elsberg fra SiD i Nørresundby
Det er en træt men tilfreds Søren Elsberg, som Arbejderen får i røret dagen efter kongressen i Odense.
- Det gik, som jeg havde forventet. Der blev selvfølgelig klippet en hæl og hugget en tå, men jeg er rimelig tilfreds med beslutningen og forløbet på kongressen, siger formanden for Specialarbejderne, SiD i Nørresundby.
- Jeg har altid støttet, at de to forbund blev lagt sammen. I vores afdeling har vi mange medlemmer i industrigruppen, hvor der er åbenlyse fordele ved en sammenlægning. På mange virksomheder arbejder kvinder og mænd side om side men forhandler hver for sig ved de lokale forhandlinger. De vil fremover skulle forhandle samlet, og det må alt andet lige give en større styrke, at man kommer som samlet gruppe uden mulighed for arbejdsgiveren at spille folk op imod hinanden.
Søren Elsberg kan godt se, at ikke alle grupper i SiD umiddelbart har lige store fordele ud af en sammenlægning. Medlemmerne indenfor bygge og anlæg har givet sværere ved at se fordelene end medlemmerne i industrien. Alligevel mener SiD-formanden overordnet set, at en sammenlægning med kvinderne er det eneste rigtige, uanset hvilken gruppe man er med i.
- Vi skal gøre det her, fordi vi synes, det kan blive bedre for vores medlemmer. Og det tror jeg på. Hvis vi griber det rigtigt an, så er jeg overbevist om, at en sammenlægning vil frigøre nogle ressourcer, som efter min mening skal bruges på opsøgende arbejde. Vi skal mere ud på arbejdspladserne, ud i skurvognene og kantinerne og tage diskussionerne med folk.
- Jeg så gerne, at vi lokalt nedsatte et egentligt sekretariat, hvis eneste opgave var at komme rundt til medlemmerne. Det vil være mere værd end at sætte kontingentet ned med 20 kroner om måneden.
Ingen skal være i tvivl om, at Elsberg vil gøre sit til at medlemmerne af Nørresundby-afdelingen stemmer for sammenlægningen. Men nok så vigtigt, at de tager stilling.
- Jeg tror på, at flertallet af medlemmerne vil stemme ja men kan såmænd godt acceptere et nej, hvis bare vi får en høj stemmeprocent. Det er vigtigt, at medlemmerne tager stilling til det her spørgsmål. Derfor vil vi køre afstemningen, som om det var overenskomsterne, der skulle stemmes om. Nu skal vi have fat i tillidsfolkene og ud på arbejdspladserne for at få folk til at stemme.
Stemmer medlemmerne ja, som Søren Elsberg tror, så skal arbejdet for alvor til at begynde, for at få afdelingerne til at fungere fra den 1. januar 2005.
- Indtil medlemmerne har stemt, står vi lidt i et vakuum og kan ikke komme videre, slutter formanden.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278