08 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

BAT-kartellet kræver stramninger

BAT-kartellet kræver stramninger

Tirsdag, 04. maj, 2004, 00:00:00

Arbejdsgiverne i byggeriet er imod yderligere stramninger over for arme og ben-firmaer

Bygge- Anlæg- Træ, BAT-kartellet kræver flere stramninger over for små enkeltmandsfirmaer, de såkaldte arme og ben firmaer.
BAT kræver, at arme og ben-firmaerne skal have en vis kapital og en slags kørekort for at kunne starte en virksomhed. Det vil ramme alle de useriøse, mener Peter Hougård Nielsen, formand for bygningsgruppen i Træ- Industri- Byg.
- Med kravet om startkapital og et kørekort signalerer virksomhederne da, at de ikke bare er en tømmersvend med et momsnummer. Der er helt klart svagheder i lovgivningen, for vi kan ikke nå at få fat i de useriøse, fordi de ikke når at aflevere et regnskab, før de forsvinder igen, siger han til Erhvervsbladet.
Men forslaget bliver ikke positiv modtaget i Dansk Byggeri, som har 650 medlemmer der er enkeltmandsvirksomheder.
- Enhver form for reguleringer eller stramninger vil også ramme de seriøse enkeltmandsfirmaer. Alle håndværksmestre er jo opstået, fordi det er nemt at etablere sig som selvstændig i faget og det vil vi ikke lægge hindringer for, siger administrerende direktør i Dansk Byggeri, Jens Klarskov.
Hans argument bliver tilbagevist af Jens Borking, som er næstformand for TIB 27 i København.
- Hvis virksomhederne er reelle og seriøse må de også være i stand til at betale løn og det materiale de køber. Det må de kunne garantere. Man kan ikke købe en bil og så ikke have penge til benzin. Det er der ikke meget fidus i, siger han.
Efter Jens Borkings opfattelse vil kravet om en vis kapitalstørrelse for at starte virksomhed skille de værste platugler fra, og dæmme op for et problem, der kan blive omfattende.
Men kravet vil ikke i sig selv forhindre problemet i at vokse. Told og Skat skal meget mere på banen over for enkeltmandsfirmaer og så skal det også hindres gennem overenskomsten, mener næstformanden.
- Arme og ben firmaerne skal ud af vores byggepladser. Vores medlemmer bør ikke arbejde sammen med dem. De selvstændige på byggepladserne er først og fremmest med til at trykke vores løn og arbejdsvilkår. Sådan oplever vi dem, siger Jens Borking.
Igennem de seneste fem-seks år har BAT oplevet en stor stigning i antallet af arme og ben-firmaer. Kartellet vurderer i dag, at der er omkring 13.000 arme og ben firmaer inden for bygge og anlægsbrangbranchen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. maj. 2004 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:33

Indland