- Kommunalreformen er solgt på, at vi skulle have en mere enkel offentlig sektor Men det har fra start været et selvstændigt ønske at bane vejen for de private selskaber, siger Carsten Greve.
- Kommunalreformen vil føre til, at de private virksomheder kommer meget mere på banen. Med store kommuner kommer der også et meget større marked, og det bliver mere attraktivt for de private.
Det siger Carsten Greve, der er lektor ved Københavns Universitet til Arbejderen. Han har netop udarbejdet et notat for ugebrevet A4 om kommunalreformen. Hans konklusion er, at reformen vil betyde et boom i udliciteringen.
- Det bliver nok især udtalt på sundhedsområdet, hvor kommunerne skal opbygge de nye store sundhedscentre. Her vil de private firmaer komme med fra starten, vurderer han.
Det understøttes af Allan Søgaard Larsen, der er direktør for Falck. Han siger til Ugebrevet A4, at Falck-koncernen planlægger at byde ind på bygning og drift af de nye kommunale sundhedscentre.
Ifølge Carsten Greve er dette udliciteringsboom en af de skjulte dagsordener i debatten om kommunalreform:
- Man har solgt kommunalreformen på, at vi skulle have en mere enkel offentlig sektor Men det har fra start været et selvstændigt ønske at bane vejen for de private selskaber. Det har man bare ikke skiltet så meget med, siger han.
Jens Rohde, politisk ordfører for Venstre, vil dog godt indrømme, at kommunalreformen også er et ideologisk projekt for Venstre.
- Det er klart, at vi gerne vil have kommuner, der er store nok til at udbyde opgaver. I dag er kommunerne ikke store nok til at skabe interesse blandt private leverandører. Det forsøger vores udspil i høj grad at ændre på , siger Jens Rohde til ugebrevet A4.
Carsten Greve forsker i den offentlige sektor og konsekvenserne af udlicitering. Han er skeptisk overfor den sociale slagside i udliciteringen.
- De private virksomheder vil koncentrere sig om byområderne, hvor befolkningstætheden gør, at opgaverne er mest rentable. Så kommer det offentlige til at sidde tilbage med randområderne, hvor der ikke kan tjenes penge, siger han.
- Det er indlysende, at det kan få store konsekvenser for den offentlige økonomi. Og så er det ikke svært at forestille sig, at næste skridt bliver en form for brugerbetaling, for at skaffe finansieringen, lyder det fra Carsten Greve.
S-plan
Socialdemokratiet er tilsyneladende klar til at gå meget langt for at komme med i et forlig om kommunalreformen.
Således siger Mogens Lykketoft nu til Børsen, at Socialdemokratiet er villig til at fravige kravet om, at de nye regioner selv kan opkræve skat.
I stedet mener Socialdemokratiets formand, at der skal findes andre veje til at sikre regionerne selvstændig indtægter. Han vil dog ikke konkretisere, hvad det betyder.
Socialdemokratiet havde ellers stillet en række ufravigelige krav, for at de ville være med i reformen. En af disse krav var netop regionernes ret til selv at udskrive skat.
Både Venstre og Dansk Folkeparti roser Socialdemokratiet for deres nye imødekommenhed.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278