02 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Russisk roulette med udsatte

Russisk roulette med udsatte

Onsdag, 05. maj, 2004, 00:00:00

Regeringen er i færd med at omlægge det mest følsomme ved dansk socialpolitik, advarer Villy Søvndal.

Regeringen spiller russisk roulette med de mest udsatte grupper i Danmark.
Det mener Villy Søvndal, socialordfører for SF. Han frygter VC-regeringens planer på socialområdet, som bliver præsenteret i Finansministeriet på mandag. Planerne er en konsekvens af den kommende kommunalreform.
- Vi er på vej mod en socialpolitiks katastrofe. Det er faktisk hjerteblod i dansk socialpolitik, der spilles russisk roulette med i øjeblikket, siger Villy Søvndal til Arbejderen.
Handicappede, sindslidende, misbrugere, hjemløse og de mest udsatte børn bliver de store tabere, hvis regeringen får gennemført sine planer om at lægge de sociale områder ind under de nye kommuner, mener han.
Tilsammen har Socialdemokratiet, Enhedslisten, Radikale og SF i den forløbne uge stillet 146 skriftlige spørgsmål til regeringen om det sociale område og kommunalreformen. Ingen af partierne er tilfredse med de svar, de har fået.
Oppositionen er især bekymret for, at faglighed og specialisering vil gå tabt, hvis regeringen får sin vilje, og ansvaret for de svageste placeres i de nye kommuner. Og omlægningen sker uden ordentlig tid til debat om konsekvenserne, lyder kritikken fra Villy Søvndal.
- Regeringen er i færd med at ødelægge det mest følsomme i dansk socialpolitik, nemlig hensynet til de mest udsatte grupper. Og det sker med en demokratisk arrogance som er uden sidestykke i dansk politik. Uden tid til debat. Uden antydning af, hvordan de svære opgaver skal løses, siger han.
- Og det sker i øvrigt samtidig med den strammeste offentlige økonomi i mands minde, fortsætter Villy Søvndal.
Hensigten med at lægge ansvaret for de svageste grupper i amtet var, at en kommune ikke skulle kunne se på økonomien, at en multihandicappet familie flytter til byen. Nu frygter Villy Søvndal, at de udsatte grupper igen skal holde for, at økonomien bliver helt styrende for både udbud og kvalitet - i stedet for brugernes behov.
- Regeringen tvinger den offentlige udgiftsvækst ned på noget, der ikke er vækst men minusvækst. Kommunernes frie valg består nu i, at beslutte hvor de skal skære. De skal vælge mellem stærke interessegrupper som ældre og børn og folkeskoler og så nogle af de mest udsatte grupper, sindslidende, misbrugere, hjemløse og andre. Man behøver ikke være profet for at se hvem der taber i det spil, siger Villy Søvndal.
- Hvis man piller alle de flotte ord værk, er hensigten at åbne op for nogle nedskæringer, som siger spar to til, hvad vi har set i mange år, og åbne op for privatiseringer.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. maj. 2004 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:33

Indland