Arbejdsgiver deltog ikke i mødet mellem fagforening og Rougsø Kommune.
Gartneriet Trines Grønt i Sønderhal Kommune får ikke længere gratis arbejdskraft stillet til rådighed. De arbejdsløse på kontanthjælp er trukket ud af gartneriet, oplyser Kim Ryom, formand for SiD Rougsø/Sønderhald til Arbejderen.
SiD afdelingen og arbejdsmarkedsudvalget i Rougsø Kommune mødtes i går for at diskutere den meget omtalte sag. Arbejdsgiveren dukkede ikke op.
Fem arbejdsløse på kontanthjælp og to i fleksjob har gratis lagt 14 ton kartofler og 8,4 kilometer løg for Trines Grønt. Officielt var de i arbejdsprøvning for senere at få fast job. Men ingen er blevet ansat.
- Vi er nu enige om, at ingen er blevet ansat på gartneriet. Vi har godkendt, at der kommer en i fleksjob. Men den gratis arbejdskraft er væk. Jeg kan ikke ændre loven omkring aktivering, men når kommunen sender fem til den samme arbejdsplads er det grotesk, siger Kim Ryom.
SiD og Kommunen har givet hinanden hånden på, at samtlige fleksjob der bliver oprettet i kommunen, skal ind omkring fagforeningen for at blive godkendt.
Kim Ryom mener også, at fagforeningen bør have besked, når Rougsø Kommune sender arbejdsløse på kontanthjælp i jobtræning. Men en sådan aftale eksisterer endnu ikke.
- Vi vil være med til at sikre, at der ikke sker en konkurrenceforvridning og at det ikke er et meningsløst job, de arbejdsløse sendes ud i, siger han.
SiD Rougsø/Sønderhald tager nu kontakt til gartneriet for at få lavet en overenskomst.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278