De ansatte på Frederikssund Sygehus arbejder igen, men er parat til at reagere, hvis deres krav ikke opfyldes.
Torsdag morgen genoptog de ansatte på Frederiksund Sygehus arbejdet, umiddelbart efter et møde med sygehusets direktion.
- De lovede, at der bliver arbejdet seriøst på at finde en løsning, så vores tidligere kollega kan få et fleksjob et sted i Frederiksborg Amts sundhedsvæsen, siger tillidsrepræsentant for social- og sundhedsassistenterne, Sus Bendtsen.
Da social- og sundhedsassistenterne i den medicinske blok på sygehuset tirsdag gik i strejke, skete det i protest over behandlingen af en kvindelig kollega. Den 47 årige social- og sundhedsassistent har 24 års anciennitet på stedet. I det sidste halve år har hun været i jobtræning med henblik på et fleksjob på grund af en skadet skulder. Men 1. maj fik hun en fyreseddel og besked om, at der ikke var råd til at etablere fleksjobbet.
I løbet af onsdagen tilsluttede alle 100 ansatte sig strejken med kravet om, at der bliver fundet et fleksjob til den nedslidte kollega.
- Det er stadig et af de krav, vi forventer bliver løst. Vi har også stillet krav om, at et allerede planlagt møde mellem de faglige organistaioner og sundhedsvæsenet rykkes frem og aftales indenfor en uge. Endelig vil vi have en tilkendegivelse fra politikerne om at de vil sætte amtets personalepolitik på dagsorden, siger Sus Bendtsen til Arbejderen.
I næste uge mødes hele personalegruppen igen for at vurdere om der er sket noget i sagen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278