Hovedbestyrelserne i FOA og PMF anbefaler medlemmerne en sammenlægning af de to forbund.
Den 6. maj sagde hovedbestyrelserne i Forbundet af Offentligt Ansatte, FOA, og Pædagogisk Medhjælper Forbund, PMF, ja til målsætninger og fagpolitisk grundlag for et nyt fælles forbund.
En beslutning som formand for FOA, Dennis Kristensen, hilser velkommen.
- Det her handler først og fremmest om at blive så fagligt stærke som muligt, ikke om at blive store, siger han og understreger overfor Arbejderen, at han ville være et skarn, hvis ikke han kunne se fordele ved, at de to forbund slår sig sammen.
- For mig er perspektivet at samle alle ansatte i amter og kommuner i samme forbund. Det vil give en styrke i forhandlingerne med modparten og vil samtidig betyde en væsentlig styrkelse af det pædagogiske område.
Dennis Kristensen henviser til, at et nyt forbund vil få en gruppe på 56.000 medlemmer inden for den pædagogiske sektor og dermed blive landets største faglige organisation på det pædagogiske område.
Jakob Sølvhøj, medlem af forretningsudvalget i PMF, synes også, der er store perspektiver i en sammenlægning.
- Det vil give en stærkere faglig organisering i kommunerne og dermed større muligheder for politisk indflydelse. Det vil især være en stor gevinst i lyset af kommunalreformen, hvor jeg frygter, at vi kan blive stillet overfor øgede krav om udlicitering og privatisering af det offentlige område, siger han til Arbejderen.
Jacob Sølvhøj kan dog godt forstå den fjerdedel i hovedbestyrelsen, som stemte imod beslutningen om en sammenlægning med FOA på mødet den 6. maj. De ønsker at bevare PMF som brancheforbund og er bekymrede for, om det faglige fokus vil forsvinde fra pædagogmedhjælperne i et forbund, der kommer til at bestå af flere forskellige fag.
- Det er klart, at måden at arbejde på bliver anderledes, når der er flere brancher Jeg forstår argumenterne, men jeg deler ikke bekymringen for, om vi drukner som gruppe.
- Jeg vil hellere gå ind i en fusion i dag, hvor vi ikke har økonomiske problemer, end vente til vi får det. Hvis antallet af medlemmer fortsætter med at falde, som vi forventer, kan vi blive tvunget til at lave endnu færre fagforeninger og en mere centralistisk model for a-kassen, end vi har i dag. Det er en dårligere løsning end en fusion med FOA.
De to forbund skal nu have overbevist medlemmerne om, at en sammenlægning er en god idé. Der er søsat en hjemmeside, hvor medlemmerne kan byde ind med deres mening, og der er en avis på trapperne.
- Det bliver selvfølgelig spændende om vi kan overbevise medlemmerne om perspektiverne i en sammenlægning, men det tror jeg på vi kan og jeg tror, at medlemmerne i FOA vil støtte en sammenlægning, siger Dennis Kristensen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278