I Sverige har politiet båret numre foran og bagpå hjelmene siden 2001 uden problemer. I Danmark afviser politiet det.
Danske politibetjente skal ikke udstyres med numre, så borgerne kan skelne uniformerede betjente fra hinanden.
Det mener chefpolitiinspektør Kai Vittrup. Han frygter, at 'uromagere' vil bruge numrene til at udpege enkelte betjente i mængden og kaste sten imod dem eller på anden måde chikanere dem.
- Vi ønsker ikke, at vores betjente skal gå rundt med navne eller numre på tøjet. For det kan bruges modsat, så at man siger: 'Nu tager vi nummer 712 og anmelder ham for noget', siger Kai Vittrup ifølge DR.
I Sverige har politiet båret numre foran og bagpå hjelmene siden 2001 uden problemer, oplyser kommissær Lennart Petersson fra det svenske rigspoliti.
Spørgsmålet om id-numre til betjente er blevet aktuelt efter en sag om politivold mod en ung pige den 1. maj 2001. Statsadvokaten har opgivet at rejse sag mod politiet på grund af manglende beviser.
Den dengang 18-årige Nadia Høier var i Fælledparken den 1. maj 2001, da 112 betjente ryddede en technofest. Hun gjorde som politiet sagde, og var på vej væk fra området, da en betjent uden et ord slog hende to gange i maven, så hårdt at hun blev slået bevidstløs.
I tre år har statsadvokaten efterforsket Nadias klage over politiet og har afhørt 23 betjente. Men ingen af dem har set noget, og derfor er sagen lukket.
Ifølge Jyllands-Posten var Nadia Høier sygemeldt i halvanden måned og er i dag kronisk angst for politiet. Hun har ikke tillid til, at Rigspolitiet har efterforsket hendes sag ordentlig. 'systemet dækker over sig selv', siger hun.
Det var desværre ikke muligt at få en kommentar fra chefpolitiinspektør Kai Vittrup i går.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278