02 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Familier kan blive smidt ud

Familier kan blive smidt ud

Torsdag, 13. maj, 2004, 00:00:00

Brabrand Boligforening vil smide familier ud af deres lejligheder, fordi nogle teenagere har begået gaderøveri og været voldelige over for andre beboere.

Familier til kriminelle unge står til at blive smidt ud af Gellerupparken ved Århus.
I dag afgør Brabrand Boligforening, om tre af familierne skal smides ud, fordi nogle teenagere har begået gaderøveri og været voldelige over for andre beboere i bebyggelsen.
I første omgang drejer det sig om i alt 20 personer fordelt på de tre familier. Men boligforeningen varsler andre opsigelser, hvis det kan bevises, at andre børn og unge har begået kriminalitet på boligforeningens område. Foreløbig har politiet afhørt yderligere fem drenge, som alle er overgivet til de sociale myndigheder, fordi de er under den kriminelle lavalder på 15 år.
Medlem af byrådets socialudvalg, Hüseyin Arac (S), forstår godt boligforeningens konsekvente politik.
- Jeg har talt med mange indvandrere og flygtninge fra området. De er godt trætte af de her unge og den ballade, de laver. De har længe savnet en reaktion, for de ønsker at leve på et ærligt grundlag og giver udtryk for, at selv om det er hårdt at være uden arbejde og have få midler, så er løsningen ikke kriminalitet. Det kan samtidig være, at opsigelserne kan have en præventiv virkning, siger Hüseyin Arac til Århus Stiftstidende.
Brabrand Boligforenings advokater vil bruge ordensreglementet til at få familierne ud, fordi kriminaliteten er begået på beboelsens stisystem. Men det kan boligforeningen ikke, mener advokat Bjarne Overmark fra Randers Lejerforening.
- Indtil nu handler det om nogle straffesager. Det har ikke som udgangspunkt noget med boligforeningens ordensreglement at gøre, siger Bjarne Overmark til Arbejderen.
- Der vil selvfølgelig være nogle tilfælde, hvor den, der har en lejlighed, bliver ansvarlig for sin husstands adfærd. Men det er kun, hvis der er tale om et eller andet i forhold til de allernærmeste naboer. Jo ikke, hvis det er almindelig kriminalitet, fortsætter Overmark, som også er formand for Rådgivningen for Udlændinge i Randers.
Overtrædelser af husordenen kan ikke udvides til områdets stisystemer, mener han.
- Så skulle der være særlovgivning for hele Brabrand-området, det er jo en stor boligforening derude, siger Bjarne Overmark. Han er stærkt forarget over det element af kollektiv afstraffelse, som Brabrand Boligforening er på vej til at indføre.
- Det er helt uhørt, at man vil straffe en hel familie, fordi der er én i familien, der begår noget kriminelt. Det bruger vi altså ikke her i landet. Det er kedeligt at opleve den slags tilbøjeligheder dukke op i Danmark. Det tilhører fortiden og mere primitive samfund, siger Bjarne Overmark.
Også Enhedslistens byrådsmedlem, Keld Hvalsø Nedergaard, advarer kraftigt imod at løse problemerne ved at smide familierne ud. Kriminaliteten bunder i sociale problemer, fremhæver han over for Arbejderen.
- Det er det stik modsatte af integration. Der er jo tale om at løse sociale problemer ved at ekskludere, frem for at tage fat i de sociale problemer, siger Keld Hvalsø Nedergaard.
Enhedslisten beder nu rådmanden om at svare på, hvilken forebyggende indsats der har været iværksat over for de tre unge fra Brabrand.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. maj. 2004 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:33

Indland