Indisk kommunist fremlægger i syv punkter sit syn på udfordringer til nutidens socialisme. Det har karakter af en sund provokation, fastslår han.

af Sitaram Yechury
Indisk kommunist fremlægger i syv punkter sit syn på udfordringer til nutidens socialisme. Det har karakter af en sund provokation, fastslår han.
Uanset hvad vi mener om de faktiske erfaringer med den hidtidige socialisme, er en ting ubestridelig. Det var første gang i menneskehedens historie, at et samfund ikke opstod spontant, på grundlag af en spontan historisk bevægelse, som var uafhængig af menneskets vilje, men på grundlag af menneskelige forestillinger.
Det er sandt, at det, der blev skabt, måske ikke helt svarede til det, som var i hovedet. Men ikke desto mindre var socialismen, den første ikke-spontant udviklede produktionsmåde i menneskets historie. Bortset fra socialismens historiske betydning med hensyn til at oprette de hidtil udbyttede klassers styre, bringe fascismen til nederlag, gøre det muligt for de undertrykte nationer at befri sig selv fra imperialismen og tvinge kapitalismen, om end midlertidigt, til at tage velfærdsskridt, må man aldrig glemme at den udgjorde menneskehedens første store forsøg på at forvandle en vision til virkelighed.
Faktisk bestemte socialismen i betydelig grad konturerne af den menneskelige civilisations fremskridt i det 20. århundrede og efterlod et uudsletteligt aftryk på alle dets aspekter. Eftersom menneskeheden aldrig mere vil stille sig tilfreds med at overlade sin skæbne til historiens blinde kræfter, er socialismens sejr sikker og uundgåelig - ikke nødvendigvis i den form, som den oprindeligt kom til verden i, men i en anden form, som repræsenterer en vision, der går ud over kapitalismen og i retning af samfundsmæssig ejendomsret.

Fire grunde til sammenbruddet
Alligevel må vi stille spørgsmålet: Hvorfor brød socialismen sammen over store dele af verden?
Det vanlige svar på dette spørgsmål fokuserer på manglerne i det system, som blev skabt, ikke mindst den ekstreme centralisering af magten i de socialistiske samfund, som var kendetegnet af partiets diktatur, og som til sidst afpolitiserede arbejderklassen i betydelig grad.
Indiens Kommunistiske Parti (Marxistisk) udpegede på sin 14. kongres fire områder, hvor der var afvigelser og forvrængninger, som underminerede den socialistiske stat, nemlig karakteren af den socialistiske stat, indholdet af det socialistiske demokrati, opbygningen af den socialistiske økonomi og en utilstrækelig udvikling af den ideologiske bevidsthed blandt folket.
Der er selvfølgelig megen sandhed i dette. Men dette spørgsmål må i sig selv sættes ind i en historisk kontekst, og denne kontekst blev givet af imperialismen. Imperialismen fører til ujævn udvikling og begrænsede socialismen til lande i periferien, hvorimod landene i metropolerne gjorde Marx' og Engels' forudsigelser og Lenins og hans kammeraters forventninger til skamme, idet disse lande kom tæt på, men aldrig opnåede at bryde igennem til den socialistiske revolution. Følgelig var socialismen, hvor den end blev opbygget, omringet gennem hele sin korte historie, hvad der førte til en forstening af den centraliserede bureaukratiske struktur, som der ikke var anden vej ud af end systemets eget sammenbrud.

Undervurderede kapitalismen
Der er endnu et punkt, som må fremhæves. Ikke alene skete revolutionerne ikke i kapitalismens fremskredne centre, men selv den revolutionære konjunktur kom til en ende. Kominterns program beroede på opfattelsen af en generel krise for kapitalismen, hvor den eneste udvej var overgangen til socialismen.
81 kommunistiske partier vurderede i 1960 i en udtalelse, at det internationale styrkeforhold var skiftet afgørende til socialismens fordel, at kapitalismen var ude af stand til at udvikle sig yderligere, at socialismen var uigenkaldelig i de eksisterende socialistiske lande og så videre.
Set i bakspejlet er det klart, at dette både er en undervurdering af kapitalismen og en overvurdering af socialismen. En ukorrekt vurdering, som fik alvorlige konsekvenser for den socialistiske sag.
Kapitalismen genopbyggede sig selv oven på Anden Verdenskrig. Det skete gennem keynesiansk styring af efterspørgslen, hvad der affødte et uhørt boom; politisk afkolonialisering, hvorved den kastede det stempel af sig, at den undertrykte andre nationer; og spredning af en grad af udvikling til visse lommer i den tredje verden, såsom Østasien, hvad der syntes at bestride Kominterns 6. kongres' tese om, at udviklingen af den tredje verden kun kunne ske ved hjælp af socialismen.
Disse forandringer plus erfaringerne fra Anden Verdenskrigs rædsler bidrog til, at den revolutionære konjunktur i perioden 1913-1950 kom til en ende. Vi har i dag en genopvågnende imperialisme, og undertrykkelsens og stagnationens moralske stempel begynder endnu engang at blive sat på kapitalismen, hvad der varsler indledningen til endnu en mulig revolutionær konjunktur.
Men samtidig er det også en kendsgerning, at det ikke drejer sig om en tilbagevenden til den tidligere konjunktur. Lenin lærte os altid, at den konkrete analyse af de konkrete betingelser er dialektikkens levende væsen. Ligesom han stod fadder til leninismen som marxismen i imperialismens æra, falder det i dag på vores kollektive skuldre at bestemme omridset af den socialistiske revolution i den nuværende konjunktur.
Vi kan stå på Lenins skuldre for at se fremtiden, men vi kan ikke se den gennem Lenins øjne.

Irak afslører kapitalismen
Som følge af den ujævne udvikling under imperialismen står det klart, at overgangen til socialismen vil blive en langvarig affære. Og eftersom imperialismen igen udøver sit hegemoni i en epoke, hvor en ny form for international finanskapital dukker frem, er det ligeledes klart, at den socialistiske bevægelse frem for alt må engagere sig i en anti-imperialistisk kamp.
Den socialistiske bevægelses adelsmærke i dag er faktisk, at den udgør den mest beslutsomme kæmper mod imperialismen, eftersom den alene kan se videre end kapitalismen, hvad der er en forudsætning for at overvinde imperialismen. For Marx har uigendriveligt bevist, at kapitalismen ikke kan leve uden sin raison d'tre, det vil sige menneskets udbytning af menneskets og nationens udbytning af nationen. De, som spreder illusioner om at reformere kapitalismen (siden Bernstein), og de, som efterplaprer TINA-faktoren ('There Is No Alternative' til globaliseringen), får det svar af kommunisterne, at alternativet til TINA er SITA ('Socialism Is The Alternative').
Vi kan derfor kun føre kampen for socialismen igennem i dag ved at tage et kompromisløst standpunkt imod imperialismen. Dette er vores historiske opgave i en epoke, hvor nederdrægtigheden af den imperialistiske røveriskhed - trods de fine ord om frihed og demokrati - bliver synlig for alle efter krigen mod Irak.

Fælles interesse
Genbekræftelsen af det imperialistiske hegemoni sker i en situation, hvor den internationale finanskapitals herredømme viser sig i en ny form, som forårsager deflation, recession og arbejdsløshed overalt. Nutidens imperialistiske aggressivitet er med andre ord den anden side af den samme mønt, som påtvinger arbejderklassen i de fremskredne kapitalistiske lande enorme byrder i form af arbejdsløshed og nedskæringer af reallønnen.
Imperialismen forsøger selvsagt at spille arbejderne i de fremskredne lande ud imod arbejderne i den tredje verden med det argument, at sidstnævnte tager jobbene fra førstnævnte. Intet kunne være fjernere fra sandheden. Det er den verdensomspændende deflation, som finanskapitalen har påtvunget, der er årsagen til arbejdsløsheden overalt, ikke omfordelingen af beskæftigelsen fra en del af arbejderne til en anden del.

Kæmp og lav køreplan
De præcise konturer af fremtidens socialistiske samfund mangler selvsagt stadig at blive fastlagt.
Køreplanen vil naturligvis variere fra land til land afhængigt af de konkrete forhold. Hver især har vi dette historiske ansvar i vores respektive lande.
Men den opgave at fremme den anti-imperialistiske kamp på verdensplan kan ikke vente. Og den kan heller ikke vente, indtil vi har fuldendt den intellektuelle opgave at udarbejde en sammenhængende og omfattende revolutionær teori for revolutionen i den nuværende konjunktur.

Socialisme eller barbari
Den nuværende fase af kapitalistisk globalisering er simpelthen uholdbar. Og det er den lige netop, fordi den ved at skærpe de økonomiske uligheder - mellem lande og mellem rige og fattige i de enkelte lande - i stigende grad holder det store flertal af verdens befolkning uden for markedsoperationerne, eftersom de ganske enkelt mangler den nødvendige købekraft.
Den imperialistiske stræben efter hegemoni vil derfor i stigende grad blive bestemt af militær aggressivitet. Under disse betingelser står menneskehedens fremtid - sådan som Rosa Luxemburg sagde førhen og Fidel Castro i dag - over for valget mellem socialisme eller barbari.

Sitaram Yechury er medlem af politbureauet i Indiens Kommunistiske Parti (Marxistisk), PCI(M). Han holdt dette oplæg på Verdens Sociale Forum i Mumbai den 17. januar 2004.
Mellemoverskrifter er indsat af redaktionen. Indlægget er let forkortet af Arbejderen. Det kan læses i sin helhed i det seneste nummer af tidsskriftet Ret og Vrang, som kan bestilles hos redaktør Mogens Japsen på telefon:4922 0101. Enkeltnumre 35 kr.+ forsendelse - årsabonnement 150 kr.