Hvis tortur-officeren ikke bliver sparket ud er det et signal om at regeringen accepterer tortur, siger Jørgen Petersen fra DKP/ML.
Oberstløjtnant Poul Dahl blev i går frataget sin post som chef for Prinsens Livregiment i Skive og overflyttet til arbejde i Hærens Operative kommando.
Det er forsvarschef Jesper Helsø, som har 'mistet tilliden' til Poul Dahl efter at Dahl på DR-tv søndag sagde, at det er i orden at anvende tortur mod krigsfanger.
Sagen er blevet en politisk skandale for regeringen og forsvarsminister Søren Gade har været ude med en fordømmelse.
Amnesty Intenational mener, at sagen burde få retslige konsekvenser:
- Sagen aktualiserer behovet for at få indskrevet konventionen mod tortur i den danske sraffelov, så det entydigt ville fremgå, at en anbefaling af tortur er en opfordring til at begå forbrydelser, siger Lars Normann Jørgensen fra Amnesty International.
Tue Magnussen fra Rehabiliteringscenteret for Torturofre anbefaler, at militæret er langt mere grundige med at undervise soldater i indholdet af Geneve-konventionen og Konventionen mod tortur.
- Vi er rystede over det ukendskab til konventionerne, som Poul Dahls udtalelser er udtryk for. Vi er chokerede over graden af uvidenhed, siger Tue Magnussen til Arbejderen.
Det er kommet frem, at amerikanske soldater bliver undervist i torturmetoder, men Tue Magnussen er ikke bekendt med at noget lignende foregår i det danske militær. Men, tilføjer han, vi ved ikke noget om uddannelsen af Jægerkorpset. Obestløjtnant Poul Dahl er tidligere chef for Jægerkorpset.
Magnussen mindes, at en tv-dokumentar i starten af 1990'erne faktisk afslørede at jægersoldaterne trak en sæk over hovedet på fanger, som de skulle afhøre. Samme metode er set på de grusomme billeder fra Abu Ghraib-fængslet i Bagdad.
- Danmarks deltagelse i USA's illegale krig bliver ved med at få nye, negative konsekvenser, siger DKP/ML's formand Jørgen Petersen.
- At nu også den tidligere leder af Jægerkorpset, Poul Dahl, som har været udsendt på mission til Irak af FN, åbenlyst bekender sig til tortur er en afspejling af, hvad der sker med de politiske og militære beslutningstagere, konstaterer Jørgen Petersen. Dahls eneste bekymring overfor det barbari, som foregår i de irakiske fængsler, og som foregår i Afghanistan og på Guantanamo-basen, er at det kommer til offentlighedens kendskab.
DKP/ML mener, at Poul Dahl skal fyres på stedet.
- Så længe en højerestående officer kan forblive i militæret med så ekstreme standpunkter må man konkludere, at regeringen holder ham under sine beskyttende vinger, påpeger Jørgen Petersen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278