I Århus er der etableret et kommunalt initiativ, som skal ånde nazisterne i nakken. Antiracistisk Netværk vil sikre, at de kommunale initiativer ikke løber ud i sandet
De nazistiske grupper i Århus skal åndes i nakken. Det indebærer at de skal hindres adgang til blandt andet fodboldstadions og byens værtshuse.
Det blev repræsentanter fra AGF og FC Århus, byens værtshuse, politiet og kommunen for nylig enige om. Mødet var indkaldt af byens borgmester efter at et flertal i byrådet har vedtaget en nultolerance over for højreorienteret vold. Signalet er, at Århus ikke længere tolererer nazistisk vold i byen.
Den administrerende direktør i AGF, Frank Heskjær vil arbejde for, at AGF bliver bedre til at vise anti-racistiske holdninger. Det kan være bus- og bandereklamer, oplysninger i programmer eller markeringer på spillernes trøjer imod racisme.
Restauratørerne overvejer, om de i samarbejde med dørmænd, kontrollører og politiet, kan hindre, at medlemmer af White Pride bliver lukket ind på værtshuse.
Talsmand for det århusianske antiracistiske netværk, ARN, Svend Vestergaard, synes, at det er gode initiativer, men er alligevel bekymret.
- Initiativet er godt. Det er en opfølgning på det arbejde, der er blevet gjort fra vores netværk, og fra Enhedslisten i Byrådet. Men jeg kan godt være bekymret for, om der sker noget som helst. Det afhænger af, om vi kan intensivere det arbejde, vi er i gang med. Det gør vores arbejde i det antiracistiske netværk nødvendigt. Det er noget, der skal bygges op fra neden, siger Svend Vestergaard til Arbejderen.
Han savner dog Restaurations Branchens Fagforening og AGF's officielle fanklub i det kommunale initiativ. Det er de ansatte på byens værtshuse, der konfronteres med nazisterne. Det er ikke først og fremmes ejerne, påpeger han.
- Når de to grupper ikke er repræsenteret synes jeg, at det er bekymrende. AGF's fanklub er stor og har mange medlemmer og burde helt naturlig være med.
Den racistiske fanklub, White Pride, har været kendt i Århus igennem længere tid. For nylig kom det også frem, at nazisterne har startet en kampagne for hjemsendelse to farvede AGF-spillere.
Flere andre danske fodboldklubber har også oplevet racistiske tendenser på tilskuerrækkerne. Københavnerklubben Frem lancerer nu en decideret kampagne mod racisme på fodboldstadions. Det sker i samarbejde mellem tre antiracistiske organisationer, SOS mod Racisme, Mix Europa og Mellemfolkeligt Samvirke.
Denne kampagne går under navnet, Kampen mod racisme og skydes i gang søndag den 23. maj i forbindelse med Frems SAS-ligakamp mod Brøndby.
- Racismen stikker stadigvæk sit grimme fjæs frem omkring fodboldkampe, senest i Esbjerg, som lagde stadion til ukvemsord fra et fåtal publikummer, der ikke kunne holde stupide racistiske tilråd tilbage, siger talsmand for Frem, Finn Kokholm, i en pressemeddelelse under overskriften Frem giver racismen det røde kort.
Esbjerg FB's officielle fanklub, Blue Knight, tager også afstand fra de racistiske hændelser på Esbjerg Stadion.
- Vi har en klar politik i vores vedtægter, som betyder, at medlemmer af fanklubben vil blive ekskluderet, hvis sådan noget finder sted, siger Kenneth Guldager, der er næstformand i Blue Knights.
I flere europæiske lande er der kampagner imod racisme på stadions. I Tyskland og Østrig er der dannet en forening under navnet FARE, Football Against Racism in Europe.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278