- Vi har fået sendt et kraftigt signal til politikerne om, at vi finder brugerbetaling uacceptabel, siger DGS-formand.
Udsigten til høje rykkergebyrer får nu nordjyske gymnasieelever til at droppe deres boykot af en brugerbetaling på 500 kroner, som amtet har indført med virkning fra det kommende skoleår.
- Mange elever har ikke råd til at betale gebyrerne. Men vi har fået sendt et kraftigt signal til politikerne om, at vi finder den her brugerbetaling uacceptabel, forklarer Lærke Øland Frederiksen, nordjysk formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, til Arbejderen.
To tredjedele af eleverne i de nuværende 1. og 2. gymnasieklasser samt 1. hf-klasser har indtil nu valgt at følge opfordringen fra DGS om at se bort fra det girokort på 500 kroner, som de fik tilsendt fra amtet i april måned.
I forvejen betaler de studerende for ordbøger, lommeregnere og andet undervisningsmateriale. Oveni vælger flere og flere amter at udskrive ekstra regninger for at kunne påbegynde en uddannelse, og det er denne tendens, som DGS har villet gøre opmærksom på med en betalings-boykot.
- Det er ikke måden at finansiere uddannelse på, at lade eleverne selv betale. Det harmonerer ikke med de grundlæggende principper om at uddannelse er for alle, siger Lærke Øland Frederiksen.
DGS i Nordjylland indsamlede girokortene, som de afleverede til finansministeren den 28. april.
Alene i Nordjylland er der 4000 elever i 1. og 2. g og på 1. hf som er pålagt at betale 500 kroner.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278