Flere biler, børnevogne og cyklister med flag i cykelkurven end normalt er på vej mod centrum - her skal de sikre sig en god plads når de skal vinke til det kongelige brudepar, der kører gennem Københavns centrum i dag

Arbejderens udsendte er på vej i modsatte retning. Ud til familien Asmail.
Inde i stuen er Media og lillesøster Shirin i fuld sving med at spille fodbold.
De er ikke meget for at slippe deres mor af syne. Og de følger lige i hælene, da hun går ud i køkkenet.
Vi spiser et stort morgenkomplet. Ikke fordi der er noget at fejre, Men fordi det er sådan familien modtager sine gæster.
I slutningen af april fik Katsiaryna det endelige afslag på familiesammenføring af Udlændingestyrelsen. På trods af det prøver den lille familie at få hverdagen til at hænge sammen og være så normal, som det lader sig gøre, når mor ikke aner, hvor lang tid hun har igen sammen med sine børn.
- Jeg tager en dag ad gangen. Jeg forsøger at glemme problemerne. Men det lykkes kun i få øjeblikke, så kommer de igen. Tankerne kører rundt hele tiden: Jeg tænker på fremtiden, på mine børn. Jeg er i chok. Jeg er nervøs. Jeg er et menneske, ikke en robot, siger Katsiaryna.
Det bliver ikke nemmere af, at hun ikke oplever andet end livet i lejligheden: Madlavning. Opvask. Indkøb. En tur med børnene på legepladsen.
- Min hverdag gentager sig. Der sker ikke noget nyt. Det betyder, at tankerne kører rundt. Udlændingestyrelsen har løjet over for os og holdt os hen i uvidenhed. Hvorfor gav de mig ikke bare beskeden med det samme: Du må ikke bo her i Danmark.
- Hvis jeg rejser, kan jeg ikke tage min mand og mine børn med. Når vi hverken har et sted at bo eller et arbejde, er det umuligt at få opholdstilladelse i Hviderusland. Men jeg kan heller ikke holde ventetiden ud her i Danmark. Jeg er fanget i et stort fængsel, nemlig Danmark. Selvfølgelig kan jeg gå udenfor min dør, men jeg kan alligevel ikke bruge det til noget. Det er meget svært. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
De har overvejet at tage til Hviderusland. Men det er stort set umuligt. Så skal de bevise, at de både har et sted at bo og fast arbejde. Og da Katsiaryna er studerende, og Tashin er førtidspensionist efter at være udsat for forfølgelse og psykisk tortur i Saddam Husseins Irak, er det umuligt for dem at begynde et nyt liv i Hviderusland.
- Vi er i live. Men vi lever et dødt liv, supplerer hendes mand, Tashin. Han stoler ikke længere på de danske myndigheder. Han føler sig forfulgt af politiet og af Udlændingestyrelsen.
Den lille familie er i chok. På få uger er deres liv blevet vendt fuldstændig op og ned - og de er endnu ikke landet.
- For bare tre uger siden var vi i Botanisk Have. Det var før vi fik det endelige afslag fra Udlændingestyrelsen. Dengang var vi sikre på, at Katsiaryna ville få opholdstilladelse. Vores liv er blevet vendt fuldstændig op og ned på få dage, fortæller Tashin.
De tager stadig på tur. Men under overfladen, lurer uvisheden og frygten for hvad der skal ske med Katsiaryna.
- I torsdags tog vi alle sammen en tur i Frederiksberg Centeret. Jeg skulle til behandling på torturcenteret TOMAR, så vi aftalte at mødes i centeret. Det var en stor oplevelse for os. Vi var der i tre-fire timer. Vi købte jakker, sko og legetøj til børnene.
- Da vi skulle af sted til Frederiksberg Centeret, ville begge vores to små børn gerne med på cyklen. Men vi har kun én cykel og der er kun plads til én. Så begyndte de at græde. Jeg vil gerne købe en cykel til Katsiaryna, så vi alle sammen kan tage af sted sammen. Men hvad hvis hun alligevel bliver smidt ud af landet? Så kan det være lige meget. Tashin slår opgivende ud med armene.
Han tager en lille magnet massage-trakant, som hans kone hver dag bruger til at massere hans ben, ryg og kroniske hovedpine med. Hun er en fast bestanddel af hans ihærdige forsøg på at komme ovenpå igen.