03 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kristelig aftale er underskrevet

Kristelig aftale er underskrevet

Onsdag, 19. maj, 2004, 00:00:00

FOA´s aftale med den kristelige arbejdsgiverforening bliver mødt med vrede.

- Så længe jeg kan huske tilbage, har vores formål været at bekæmpe de kristelige. De kristelige er sat i verden for at genere os andre. Vores politik i TIB er, at vi ikke laver aftaler med de kristelige, siger Arne Johansen, forbundsformand for Træ-Industri-Byg TIB.
Arne Johansen er medlem af LO's daglige ledelse, der flere gange har diskuteret FOA's planer om at indgå overenskomst med den kristelige Arbejdsgiverforening.
I LO's daglige ledelse er der ingen opbakning til FOA, der med aftalen afgiver retten til at konflikte. Det er hovedproblemet, mener Arne Johansen.
FOA skrev i går eftermiddags under på overenskomsten. Forbundet lægger vægt på, at de presser den kristelige 'fagforening' uden for indflydelse i den private ældrepleje. Overenskomsten dækker private firmaer, der arbejder inden for kommunernes fritvalgsområde, som er de ældres mulighed for at vælge mellem privat eller offentlig hjemmehjælp. Overenskomsten sikrer, at det er FOA der organiserer den samlede ældrepleje, påpeger FOA's formand Dennis Kristensen.
FOA fremhæver, at overenskomsten er en funktionæroverenskomst med større tryghed i ansættelsen, den sikrer bedre barselsregler og lønnen følger FOA's øvrige grupper.
Den forklaring er næstformand i SiD, Steen Andersen ikke tilfreds med.
- LO har et problem. De har et medlem, der ikke opfører sig efter de etiske regler. Det er hjerteblod at give køb på det fornemste vi har i fagbevægelsen, strejkeretten. Men LO kan ikke gøre ret meget. LO kan ikke smide FOA ud, fordi der ikke er hjemmel til det i vedtægterne. Men de må overveje, hvad de så kan gøre, siger han til Arbejderen.
Janne Korczak, næstformand i KAD, mener heller ikke, at LO har mulighed for sanktioner imod FOA. Men hun forestille sig, at der på næste LO kongres bliver fremsat forslag til nye love, for at kunne gribe ind i den slags situationer.
- Strejkeretten og truslen om strejke bruges til at lægge pression på arbejdsgiverne. Derfor har det været vigtigt for os at finde en anden måde at lægge pression på arbejdsgiverne, når vi nu ikke har strejkeretten. Løsningen er, at vi kan komme ud af overenskomsten. Med en nødvendig omvej har vi nået noget, der ligner strejkeretten, siger Dennis Kristensen.
Overenskomsten kan opsiges til bortfald med tre måneders varsel, dog tidligst ved overenskomstfornyelsen i 2007. En beslutning om at opsige overenskomsten skal både vedtages af FOA's hovedbestyrelsen og ved en afstemning blandt medlemmerne, der er omfattet af overenskomsten.
FOA's overenskomst bliver indgået med Kristelig Arbejdsgiverforening Pleje. Det er en ny branche og arbejdsgiverforening med det formål at organisere virksomheder, der arbejder inden for privat hjemmehjælp.
Kristelig Arbejdsgiverforening og Kristelig Arbejdsgiverforening Pleje er begge organiseret i den nystiftede Kristelig Arbejdsgiverforenings Hovedorganisation.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. maj. 2004 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:33

Indland