På trods af omfattende kritik er der kun foretaget fire redaktionelle ændringer af arbejdsmiljøloven.
Det var kosmetiske ændringer, folketingspolitikerne i går skulle tage stilling til ved andenbehandlingen af forslaget til en ny Arbejdsmiljølov.
Fire redaktionelle ændringer havde beskæftigelsesministeren fundet anledning til at foretage i forhold til førstebehandlingen.
Der har ellers været kritik nok af lovforslaget, der lægger op til flere drastiske ændringer inden for arbejdsmiljøområdet.
- Det værste er, at den viden og de erfaringer, som er hobet op indtil nu sammen med de nye erfaringer inden for arbejdsmiljøområdet, vil blive privatiseret, lyder en umiddelbar kommentar fra Freddy Ridderhaugen, bestyrelsesmedlem i Aktionsgruppe Arbejdere Akademikere, AAA.
Han hentyder til, at virksomhederne fremover kan købe sig til rådgivning hos private bureauer i stedet for hos Bedriftssundhedstjenesten, hvis virksomhederne får et pålæg fra Arbejdstilsynet.
- Alle de private bureauer kan så ligge inde med hver sin viden, der kan være nok så vigtig, men som ikke kommer videre. Det vil være til stor skade for det samlede arbejdsmiljø i Danmark, mener Freddy Ridderhaugen.
Som miljøsekretær i forbundet Træ Industri Byg har han deltaget i én af utallige delegationer, som har gjort indsigelser til arbejdsmiljøloven.
Miljøsekretæren kan blot konstatere, at Claus Hjort Frederiksen ikke har taget kritikken til sig.
Inden tredje og sidste behandling af lovforslaget på tirsdag er der flertal for forslaget. Loven bygger på et forlig mellem regeringspartierne, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre.
Folketingets øvrige partier har erklæret, at de stemmer imod.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278