Familieterapeut Ahmet Demir afviser udsmidning af hele familier fra deres bolig som en brugbar vej.
- At smide hele familier ud af deres hjem som straf for deres børns kriminelle handlinger er en diktatorisk løsning. Kollektiv straf hører ikke til i et demokratisk samfund.
Det siger cand. pæd. og familieterapeut Ahmet Demir til Arbejderen. Han er daglig leder af Blæksprutten, som er Hvidovre Kommunes socialpædagogiske tilbud til socialt udstødte drenge i alderen 13-16 år.
Ahmet Demir reagerer på, at ideen med at smide familier ud af deres lejlighed nu har bredt sig fra Brabrand Boligforening i Århus til Karlebo Kommune i Nordsjælland. Her er der bred enighed i byrådet om at indføre en strammere kurs for at komme uroen ved Holmegaardscentret i Kokkedal til livs.
Borgmester Olav Aaen (V) har blandt andet foreslået, at familier kan smides ud af deres boliger, og at de kan blive trukket i kontanthjælp.
- Vi må erkende, at problemet eksisterer. Jeg tager afstand fra drengenes opførsel. Det er ikke acceptabelt, at drenge smadrer politibiler og generer andre. Jeg er fuldstændig enig i at der skal ske noget. Men vores handlingsstrategi er forskellig, siger Ahmet Demir.
Det er vigtigt, at der først skabes et nuanceret billede af, hvorfor de unge opfører sig, som de gør, påpeger Ahmed Demir.
- Vi er sent ude, når de bliver 13-14 år. Hvor var vi henne da de var små? Jeg ville pege på, at nogle af de folk der kender familien går ind med det mål at få en nuanceret indsigt i om der er ressourcer, om der er nogle muligheder i familien. Og hvis de siger, at forældrene ikke magter det, hvilket jeg tror der er stor sandsynlighed for, skal de unge fjernes fra lokalmiljøet. Så er der ro omkring far og mor og om familien og det lokale miljø, siger Ahmed Demir.
Han understreger, at det ikke altid er manglende vilje hos forældrene, det handler om.
- Mange af de familier er magtesløse og de er flove over den måde, deres børn opfører sig på, siger Ahmed Demir.
Medlem af byrådet i Karlebo Kommune, Gunna Suwalski fra SF, er lodret uenig med sin borgmesters forslag om at sætte familier ud af deres lejligheder.
- Det kan vi ikke, hvis vi skal følge loven. Det løser jo heller ikke problemet, så kommer de bare et andet sted hen hvor de fortsætter deres håbløse adfærd, siger Gunna Suwalski til Arbejderen.
Hun er derimod enig i at der skal gøres en ekstra indsats.
- Det er jo gamle forsømmelser det her, vi har ikke integreret godt nok og det har vi overhovedet ikke i vores del af landet. Jeg mener heller ikke at man skal putte de unge i fængsel. Men det kan godt være at de skal fjernes, siger hun.
Gunna Suwalski har i årevis kæmpet for at få indført modersmålsundervisning i kommunens skoler. Men det har ikke vakt gehør hos flertallet i byrådet.
- Vi har produceret nogle tabere, fordi de ikke har fået den modersmålsundervisning, der skulle gøre, at de fik det rette udbytte af deres skolegang.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278