03 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Så har jeg arbejde så længe

Så har jeg arbejde så længe

Tirsdag, 25. maj, 2004, 00:00:00

Henning Nielsen, en af smedene på Eternitten, er blandt dem, der ikke har fået opfyldt sit ønske om uddannelse. Han har nu besluttet at tage med til Tjekkiet og stille maskinerne op.

af Connie Trudslev
- Foreløbig har jeg besluttet mig for at tage med til Tjekkiet og stille maskinerne op. Så har jeg i det mindste arbejde indtil marts næste år. Men det er selvfølgelig kun, hvis ikke der sker noget andet, siger Henning Nielsen fra sin faste plads i frokoststuen, der er forbeholdt smedene ved produktionsanlægget X2 på Eternitten.
Henning og kollegaerne har netop tygget sig igennem første halvdel af dagens madpakke, men mens kollegaerne lidt efter lidt drysser tilbage til deres pladser, tænder Henning en cigaret og gør klar til en snak med Arbejderens udsendte.
Med noget andet mener den 38-årige smed udsigten til andet arbejde. Det tror han imidlertid ikke er særlig sandsynligt i betragtning af den sidste tids udvikling i beskæftigelsen.
Siden Arbejderen snakkede med Henning i januar måned, er arbejdsløsheden i Nordjylland steget. Elektronikvirksomheden Flextronics har fyret mere end 600 ansatte, Danish Crown lukker til sommer, engrosvirksomheden Chr. Kjærgaard drejer nøglen om, og Kaas Stål er lige gået konkurs, blot for at nævne de seneste massefyringer og virksomhedslukninger tættest på Aalborg.
Arbejdsformidlingens tal for marts måned lyder på 23.636 arbejdsløse nordjyder, en stigning på mere end 3000 i forhold til samme tid sidste år.

Som at vinde i lotteriet
Den udvikling påvirker Henning og de 21 andre smede, de mere end 70 specialarbejdere, ti elektrikere og knap ti KAD'’ere fra Eternitten, der snart skal ud og finde andet arbejde fordi fabrikken lukker.
De fleste ved godt, at det bliver med ryggen mod muren.
- Vi snakker meget om alle fyringerne. Det kan næsten ikke undgås, når man selv er på vej i samme kø. Nogen af kollegaerne har søgt andet arbejde, foreløbig uden held. Det er svært, når der er over 100 ansøgninger til et enkelt job. Så her i afdelingen er der endnu ingen, som er stoppet, konstaterer Henning, der selv har været på Eternitten i 20 år, kun afbrudte af enkelte afstikkere.
Det drejer sig om mindre end en håndfuld af samtlige ansatte, som har fundet andre græsgange. Ved siden af den håbløse jobsituation spiller det også ind, at ingen af de ansatte endnu har fået en fyringsdato. Det har betydning for de ansatte med anciennitet på arbejdspladsen. De er berettiget til en godtgørelse på op til 100.000 kroner ved fratræden, med mindre de stopper, inden de har fået en fyreseddel.
Den spekulation er Henning lykkeligvis foruden. Hans sidste afstikker fra fabrikken varede mere end ni måneder, og han er derfor ikke omfattet af reglerne om fratrædelsesgodtgørelse.

Sumperk –hvad ellers...
Det er i høj grad udsigten til at skulle stille op i den i forvejen alt for lange arbejdsløshedskø, der har fået smeden til at tage den foreløbige beslutning om at takke ja til at tage en tørn i Tjekkiet.
- Men inden jeg siger endeligt ja, vil jeg lige vide, på hvilke betingelser det kommer til at foregå. Vi har endnu ikke set, hvordan kontrakten bliver skruet sammen. Det er afgørende for min beslutning.
Henning understreger, at der skal være styr på aflønning, betingelser for ud- og hjemrejse, betaling for selve opholdet og fortæring i Tjekkiet og nok så vigtigt mulighed for at løsne sig fra kontakten.
- Det er klart, at der skal være mulighed for at springe fra med rimeligt kort varsel, hvis det viser sig, at det slet ikke kan fungere derhjemme.
Ender det med, at Henning tager af sted til Tjekkiet, så sker det efter grundige overvejelser og i samråd med konen, Lene. Der har været mange spekulationer. Det drejer sig om et halvt års arbejde. Lene har fuldtidsjob som pædagog og bliver alene med tre børn. Parrets to fælles børn på et og fire år og Lenes søn på 14 år fra et tidligere ægteskab. Endelig har Henning en teenagedatter fra et tidligere ægteskab, som han også gerne vil bevare kontakten til.
Spekulationerne er foreløbig endt med, at Henning er parat til at tage til Sumperk i Tjekkiet i uge 40, hvis betaling og øvrige aftaler på plads.
- Så må vi se, hvad der sker.

Hårdt arbejde forude
En foreløbig plan lyder på, at de første bolte på maskinerne på Eternitten løsnes i uge 26.
I uge 36 rejser de første smede til Sumperk, hvor de i samarbejde med danske arbejdsledere og tjekkiske håndværkere skal sætte maskinerne op.
- Jeg tror, det bliver hårdt arbejde. Tjekkerne forventer, at vi kan stille anlægget op, så det kan fungere to måneder tidligere end oprindeligt planlagt. Det er meningen, at anlægget skal stå klar til brug med udgangen af marts 2005. Men det tror jeg ikke helt på. Der kan nemt gå noget i stykker både ved afmontering, under transport og opstilling igen.
Henning indrømmer, at han ikke har spekuleret ret meget over sin dårlige ryg i forbindelse med beslutningen om at tage af sted. Sidste forår var han sygemeldt i otte uger på grund af diskusprolaps.
- Det er gået godt i lang tid, så det regner jeg med, det bliver ved med. Og så forventer jeg selvfølgelig, at tjekkerne stiller det grej til rådighed, som er nødvendigt for, at det tungeste slæbearbejde bliver undgået.

Løfterne holder ikke
Hvad, der kommer til at ske efter Tjekkiet, er svært at forudse lige nu. Henning har dog ikke helt opgivet ønsket om at blive køletekniker.
Som de fleste andre kollegaer har Henning benyttet sig af tilbuddet om at bruge jobcafeen, som blev stablet på benene lige efter ledelsens melding om lukning af arbejdspladsen.
Det hed sig fra starten, at det ikke skulle være økonomi, der kom til at spænde ben for aktiviteterne og de ønsker, som de ansatte måtte have om kurser og efteruddannelse.
- Det holder ikke i praksis. I jobcafeen blev jeg skrevet op til et kursus i køleteknik, og jeg havde fået opfattelsen af, at det sagtens kunne lade sig gøre. Men da det senere viste sig, at kurset starter i uge 33, kunne det ikke lade sig gøre alligevel. Så er vi nemlig efter planen i fuld gang med at pille produktionsanlægget ned, og så kan der ikke undværes folk i 14 dage eller mere.
Henning er ikke alene om at mene, at ledelsen har lovet mere end den kunne holde, og at mange derfor er blevet skuffede. Ledelsen bliver hængt op på sin egen tidsplan, om at lagrene skal fyldes op, inden produktionsanlæggene tages ned.
- Derfor kan de ikke bare lade folk tage på kursus i fjorten dage eller længere. Og så vidt vi er orienteret, så skal der ansættes to ekstra mand efter sommerferien for at tidsplanen kan holde.

Hvor er fagforeningen...
Det er Hennings indtryk, at jobcafeen gik lidt i stå, og han har flere eksempler på, at kommunikationen har kikset, og forventningerne ikke er blevet indfriet.
- Vi var flere smede, der havde meldt os til at få stort kørekort. Men den dag der blev holdt introduktion, fik ingen af os besked. Vi blev alle noteret som fraværende.
Henning nævner et andet eksempel på kiks. Efter aftale med Dansk Metals Aalborg afdeling skulle en ansat fra Teknisk Skole undersøge hvilke kurser, der kunne være relevante og med til at understøtte smedenes ønsker om at komme videre, når de slutter på Eternitten.
- Ingen har desværre hørt fra manden. Det havde da været det mindste, at vi fik en eller anden besked. Vi har så selv forsøgt at finde ud af mulighederne for at komme på kursus, men har haft problemer med at komme ind på de hjemmesider på internettet, der har været relevante. Det var noget nemmere før hen, hvor vi fik en kursuskalender, hvor vi kunne sidde og bladre og på den måde finde frem til de forskellige kursusmuligheder.
I den forbindelse kan Henning godt undre sig over, hvor lidt de hører til deres fagforening. Samtidig må han dog indrømme, at det er begrænset, hvad smedene selv gør for at få fagforeningen mere på banen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. maj. 2004 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:33

Indland