Ni havnearbejdere fra Esbjerg losser det russiske skib Silva og sender hele deres løn til de ukrainske søfolk, der er sendt hjem uden løn.
90.000 kroner. Det bliver det konkrete udbytte af treenhalv dags arbejde, som ni esbjergensiske havnearbejdere i disse dage udfører på Esbjerg Havn.
Men pengene for at losse det russiske skib Silva ryger ikke ind på deres egne lønkonti.
- Nej, vi har bedt ITF sætte pengene ind på en konto og sørge for, at de kommer i hænderne på de 12 ukrainske søfolk, som tidligere har arbejdet på Silva, fortæller Henning Hyllested, formanden for losseklubben i Esbjerg.
Dermed sætter havnearbejderne i Esbjerg et foreløbigt punktum i en sag, der for deres vedkommende startede i november måned sidste år. Da var Silva på vej til England men blev tvunget i havn, fordi skibets last kom i skred, mens det befandt sig ude på Nordsøen.
- Den russiske reder dumpede både skib og besætning i Esbjerg. Skibet ligger her stadig, men søfolkene blev sendt hjem i marts måned på ITF's regning. De 12 mand har stadig ikke fået løn af den russiske reder, der har erklæret, at han ingen penge har. Med de 90.000 kroner, som vi tjener ved at losse skibet, får de trods alt en slat af de 230.000 kroner, som de reelt har til gode i løn, siger Hyllested til Arbejderen.
Oveni får de yderligere 35.000 kroner. Dem betaler ejeren af et nordjysk savværk, som har købt lasten.
Henning Hyllested indrømmer, at havnearbejderne i første omgang havde nægtet at røre skibets last, før besætningen fik deres tilgodehavende og rederiet tegnede overenskomst med ITF, det Internationale Transportarbejder Forbund.
- Men sådan en sag kan trække ud i årevis. Selvom en besætning har penge til gode, så får de normalt ikke deres tilgodehavende ved det, der kommer ind for salg af last. Ingen ved, hvad der kommer til at ske med skibet. Rederiet er ikke rent juridisk erklæret konkurs. Ejeren har bare meddelt, at der ingen penge er, så foreløbig ligger Silva i Esbjerg Havn, mens advokater for de forskellige interessenter slås om boet.
Den situation, at de hjemsendte søfolk ikke havde nogen som helst garanti for at få deres tilgodehavende, fik én af Henning Hyllesteds kollegaer til at foreslå, at havnearbejderne alligevel lossede skibet, og sendte lønnen for arbejdet til ukrainerne.
Som sagt så gjort. Inden længe vil 12 personer i Ukraine få et stykke solidaritetsarbejde at mærke - helt kontant.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278