03 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Racismen fik det røde kort

Racismen fik det røde kort

Onsdag, 26. maj, 2004, 00:00:00

`Scor et mål mod racismen`, stod der foran Frem Supports kæmpemæssige blå-røde banner, da Frem og Brøndby mødtes i Superligaen til Danmarks første antiracistiske fodboldkamp.

af Jan Kjær
- Husk. Sorte svin er noget man drikker. Det er ikke noget man kalder hinanden!!
Det var stadionspeakerens morale til tilskuerne i Valbyparken, da Frem og Brøndby søndag den 23. maj mødtes i Superligaen til Danmarks første antiracistiske fodboldkamp.
Fire organisationer, deriblandt Mellemfolkeligt Samvirke, MS, havde sammen med de to fodboldklubber sat sig for at sætte spotlys på den racisme, der af og til forpester luften på fodboldstadion i Danmark og andre steder i Europa. Nogle steder er det helt almindeligt, at farvede fodboldspillere mødes med hyl og abelyde, når de nærmer sig bolden.

Farverig fodbold
Disse racistiske udbrud hørte man ikke i Valbyparken til denne fodboldkamp. Her bar cheer leaders T-shirt med påskriften Giv racismen det røde kort, når de optrådte på banen.
Stadiontårne havde bannere Kamp imod racismen og Farverig fodbold. Og Scor et mål mod racismen stod der foran Frem Supports kæmpemæssige blå-røde banner Proud to be loyal.
Ved indgangen var aktivister travlt optagne af at dele tipskuponer ud med spørgsmål om for eksempel målmand Karim Zaza fra Brøndby og andre etniske minoriteter i Danmark. Præmien: en middag for to.
Og Raulf fik på det antiracistiske initiativs vegne mulighed for at tale til de 6.413 tilskuere via speakeranlægget.

Positiv respons
- Vi fik masser af positiv respons. Både spillere og publikum synes generelt godt om antiracisme initiativet. Kun få ønskede ikke at tage imod materialerne, siger MS' næstforkvinde Pernille Neergaard, der var med på stadion.
- Tak til Frem og Brøndby. Det var en rigtig god oplevelse - og en god fodboldkamp, fortsætter Pernille Neergaard, der ser frem til et spændende samarbejdede med klubberne fremover.
Frem fik på denne næstsidste kampdag brug for mottoet Altid Æren. Aldrig magten der var skrevet på store bannere. Frem tabte og røg ud af Superligaen, men med æren i behold. Brøndby holder med en 3-1 sejr guldhåbet i live og har allerede sikret sig en plads i næste sæsons UEFA-Cup.
De fire organisationer bag den antiracistiske forboldkampagne er SOS mod Racisme, København, miXeurope, Dansk Flygtningehjælp og Mellemfolkeligt Samvirke. Kampagnen støttes af Rådet for Etniske Minoriteter.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. maj. 2004 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:33

Indland