03 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Unge smidt ud fra Fogh-møde

Unge smidt ud fra Fogh-møde

Lørdag, 29. maj, 2004, 00:00:00

Aalborg Tekniske Skole stillede elever og lokaler til rådighed for Venstres valgkamp op til EU-parlamentsvalget. FBU´ere blev smidt ud.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen vil tilsyneladende ikke se EU-modstanden i øjnene.
Sidste mandag gik det ud over en gruppe unge fra Folkebevægelsens Ungdom mod EU i Aalborg. De blev smidt ud fra et valgmøde på Aalborg Tekniske Skole få minutter før Venstres valgbus ankom til skolen med statsministeren og Venstre-kandidaten Niels Busk.
- Vi håbede jo på, at vi kunne deltage i mødet og vise, at der også findes EU-modstandere. Men vi fik ikke lov til at dele vores foldere ud og blev smidt ud fra skolen område af en sikkerhedsmand, der sagde, at vi ikke havde lov til at være på skolens område, fortæller en af FBU'erne Lærke Øland til Arbejderen.
Ifølge Nordjyske Stiftstidende var sikkerhedsfolkene bange for, at de unges skulle lave en 'happening'. Men det afviser FBU. De ville bare dele foldere og balloner ud. Og de efterkom fredeligt ordren om at forlade stedet.
Men det var tilsyneladende ikke nok for statsministerens bodyguards, der tilkaldte efter politiet, som sendte to patruljevogne.
- Vi stod fredeligt udenfor skolen, men blev nærmest behandlet som terrorister. De forlangte at få vores navn, CPR-nummer og telefonnummer, og derefter eskorterede de os væk, siger Lærke Øland.
Mødet var kommet i stand på foranledning af Venstre og skolen var blevet bedt om at stille med 30 elever, som kunne være med i debatten. Skolens vicedirektør Kirsten Holmgaard siger, at de unge blev vist bort, fordi de ikke er elever på skolen. FBU'erne fik heller ikke lov til at lægge deres materiale på skolen.
- Det er grotesk. Jeg vidste godt, at den slags foregik, men jeg har aldrig oplevet det selv. Det er tydeligt, at landets statsminister ikke er interesseret i, at begge sider af sagen kommer frem, siger en rystet Lærke Øland.
Enhedslisten nordjyske folketingskandidat, Per Clausen, har nu bedt ledelsen på teknisk skole forklare, hvordan den vil sikre, at andre end Venstre vil få mulighed for at komme i direkte kontakt med skolens elever.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. maj. 2004 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:33

Indland