Billeder afslører, hvordan polakker i Danmark bor under kummerlige forhold, når de arbejde for de rige.
- Det er grotesk. Man smider typisk to madrasser på jorden og så får de et lille tv. Hvis der er tale om lidt koldere måneder, er husejeren flink og stiller en varmeovn op, siger Jan Rechélsen faglig sekretær i SiD Lyngby til Arbejderen.
Billederne på denne side viser, hvordan polakker, der arbejder illegalt i Danmark, bor. Billederne er typiske i det område som SiD Lyngby og omegn dækker.
I dette område ansætter private husejere polakkerne til at arbejde for sig. Det kan dreje sig om restaurering af hele huse eller swimmingpoolen. Jan Richélsen mener der sker en grov og helt bevist udnyttelse af de polske arbejdere og det forarger ham. Specielt fordi det er velhavende folk, der kan betale for det.
Polakkerne bliver udnyttet som billig arbejdskraft. Det gælder om, at få dem til at knokle fra morgen til aften, alt det de kan trække, påpeger han.
- Polakkerne er sølle folk, der kommer her op og arbejder. Jeg kan godt forstå, at de tager til Danmark. Det vil svare til, hvis vi kunne tage til Tyskland og få den tredobbelte løn, af den der er i Danmark, siger Jan Richélsen.
Disse billeder er et par år gamle. Men ifølge Richélsen er det også typiske billeder den dag i dag. Især efter 1. maj har fagforeningen modtaget mange anmeldelser om illegal arbejdskraft.
- Siden 1. maj har vi modtaget seks anmeldelser om illegal arbejdskraft. I de fleste tilfælde var der tale om misbrug af polsk arbejdskraft.
Han er forarget over, at de velstillede folk i områder som Gentofte, Søllerød og Charlottenlund misbruger polakker til at få deres huse sat i stand.
Det er på ingen måde fattige folk, der misbruger polsk arbejdskraft. Det er folk med store huse, der ikke er vurderet til under 4. 5 millioner, påpeger Jan Richélsen.
Han fortæller at husejerne ikke bliver skræmte, når fagforeningen afslører dem. Det hænger sammen med de latterlige små bøder.
- Husejerne regner på, hvad de kan få i bøde for at bruge illegal arbejdskraft. Det er jo latterlige små bøder og Landsretten har ikke taget retten til at konfiskere fortjenesten til sig som en mulighed. Ingen dommer dømmer konfiskation, påpeger Jan Richélsen.
Bødetaksterne er lige blevet hævet fra 10.000 kroner til 20.000 kroner per mand per måned. Forliget i Folketinget blev indgået den 27. maj efter forslag fra Socialdemokratiet.
Men det er slet ikke nok. Hvis man har to polakker til at arbejde i en uge er der allerede overskud. Jan Richélsen mener, at bøden mindst skal være på 100.000 kroner, hvis den skal afskrække, plus at fortjenesten skal konfiskeres.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278