Politiet vil ikke kontrollere om østeuropæiske arbejdere reelt er udstationeret, eller opholder sig illegalt i Danmark.
Fagforeninger i byggebranchen er bekymret for at 'driftige' danske erhvervsfolk bruger det såkaldte udstationeringsdirektiv til at omgå de danske overgangsbestemmelser i forbindelse med EU's udvidelse mod øst. Men de kan ikke vente megen hjælp fra politiets side. Chefen for den politiafdeling, der tager sig af sager om illegal indvandring, mener ikke, at det er politiets opgave at tjekke illegal arbejdskraft.
- Vi er jo ikke noget arbejdsmarkedspoliti, og det er ikke op til os at vurdere, om man opfylder reglerne i udstationeringsloven, siger Hans Viggo Jensen, chef for Rigspolitiets afdeling E., der blandt andet tager sig af sager om illegal indvandring.
København kan opvise et dugfrisk eksempel på dette problem. Her har den mere end driftige erhvervsmand, Peter Tholstrups, sat seks polakker i sving med at renovere taget på sin ejendom, Gråbrødre Torv 8.
De seks polakker har ingen arbejds- eller opholdstilladelse, og arbejder til en løn, der ligger langt under københavnske tømres timeløn. Derfor har Forbundet Træ- Industri- Byg, TIB, indledt en blokade mod Peter Tholstrups selskab Øresund A/S, og har samtidig meldt ham til politiet for brug af formodet illegal arbejdskraft.
Ifølge overgangsbestemmelserne skal polakkerne have opholds- og arbejdstilladelse, og løn svarende til gældende overenskomst. Men Peter Tholstrup hævder nu, at polakkerne slet ikke er ansat af ham eller hans firma. De er udstationeret fra et polsk firma, Mar, som Tholstrup har hyret til at få sit tag i orden. Og så er det udstationeringsdirektivet, der gælder.
Ifølge direktivet, der er omsat til dansk lovgivning via udstationeringsloven, kræves der hverken opholds- eller arbejdstilladelse eller overenskomst for de polske håndværkere.
Jens Borking, næstformand i TIB afd. 27 i København, giver dog ikke meget for Tholstrups forklaring. Han har nemlig, under sine forgæves forsøg på at få Tholstrup til at tegne overenskomst for de seks polakker, med egne øjne set fem af de seks ansættelseskontrakter med navnene på de polske håndværkere, og Tholstrups firma Øresund A/S opført som arbejdsgiver.
- Det er svært for os som fagforening at gå ind og undersøge, om de polske håndværkere virkelig er ansat i Mar, og at Mar som krævet i udstationeringsdirektivet hovedsagelig udfører arbejde på polsk grund. Og Københavns politi, som vi ellers har et godt samarbejde med om illegal arbejdskraft, har ikke villet tage polakkerne ind til afhøring, forklarer Jens Borking.
Det bør være myndighedernes opgave at undersøge, om der virkelig er tale om udstationerede arbejdere, mener Jens Borking.
- Og så tør jeg slet ikke tænke på, hvordan det skal gå hvis forslaget til servicedirektiv bliver vedtaget. Ifølge det vil det være direkte forbudt for danske myndigheder at føre kontrol med den udenlandske arbejdskraft.
he@arbejderen.dk
@b:Det bør være myndighedernes opgave at undersøge, om der virkelig er tale om udstationerede arbejdere, mener Jens Borking, næstformand i TIB afd. 27.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278