Det er en af Folkebevægelsens veteraner, der står som nummer 17 på liste N ved valget til EU-parlamentet.
Preben Kristensen har været med siden EF-folkeafstemningen i 1972, hvor hans politiske interesse blev vakt. Siden har han arbejdet i og støttet Folkebevægelsen mod EU efter bedste formåen. Til det kommende valg til EU-parlamentet opstiller han som nummer 17 på liste N.
Som uddannet miljøtekniker og ansat i Bedriftssundhedstjenesten har arbejdsmiljøet en naturlig plads, også - eller måske især - når han beskæftiger sig med EU. For eksempel har EU under kraftig indflydelse fra kemilobbyen nedklassificeret nogen af de kemikalier, som bruges i industrien.
- Det vil sige, at nogle af de stoffer, som tidligere var klassificeret som 'kræftfremkaldende', nu er blevet nedklassificeret til 'muligvis kræftfremkaldende', siger Preben Kristensen til Arbejderen.
I dag skal det bevises, at stoffet er skadeligt, før det bliver forbudt. Men det er den omvendte verden, mener den vestjyske miljømand fra Bramming.
- Egentlig burde det være sådan, at det var industrien, der skulle bevise, at det er u-skadeligt for sundheden. Men sådan fungerer EU ikke, her er det markedet der tæller, slår Preben Kristensen fast.
Og der findes over 400.000 stoffer på markedet. Så det vil tager mange år at undersøge dem alle.
Også på andre områder presses de danske arbejdere af EU. Med det nye servicedirektiv er EU i fuld gang med at sætte danske løn- og arbejdsforhold år tilbage. Det er en af EU's hellige grundpiller, nemlig kapitalens ret til at etablere sig eller ikke etablere sig overalt i EU, som virker her, siger Preben Kristensen.
Han er dog fortrøstningsfuld i forhold til fremtiden. Han tror på, at det vil lykkes EU-modstanderne her i landet og i de andre medlemslande at stikke en kæp i hjulet på EU-integrationen, eller måske ligefrem vælte hele projektet, inden for de næste par år.
- Indtil videre skal ni lande have folkeafstemning om EU-grundloven, og lur mig om ikke der vil være flere lande, som vil stemme nej, ligesom jeg er sikker på, at vi stemmer nej her i Danmark, forudser en håbefuld Preben Kristensen.
www.preben.folkebevaegelsen.dk
E-mail: preben@folkebevaegelsen.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278