En sammenligning af de københavnske køreplaner fra 1987 og i dag afslører voldsomme nedskæringer.
Køreplanerne er blevet tyndere og tyndere med årene. Det ved alle der dagligt venter på overfyldte busser i hovedstaden.
Nu har miljøorganisationen NOAH taget konsekvensen og for første gang sammenlignet 2004-køreplanen for busserne i hovedstaden med køreplanen for 1987. Et hurtigt kig i den gamle køreplan får enhver pendler til at savle og afslører, at års styrtdyk i det offentlige tilskud til bustrafikken har sat sine mærkbare spro. Antallet af afgange på de københavnske busser er faldet voldsomt.
- Det undrede mig, at der i køreplanerne bare stod 'bemærk køreplansændringer'. Der stod intet om hvor eller hvor omfattende. Derfor besluttede vi os for at sammenligne tidligere års køreplaner for at få kortlagt hvor galt det står til, fortæller Ivan Lund Pedersen fra NOAH's trafikgruppe.
- Vi havde en klar fornemmelse af, at der er sket voldsomme forringelser af bustrafikken i hovedstaden. For at dokumentere forringelserne har vi nu genudgivet køreplanerne fra 1987. Alle kan nu, ved at sammenligne servicen for bustrafikken i København og Frederiksberg med de gamle køreplaner, se at busservicen flere steder kun er en skygge af sig selv, sammenlignet med 1987.
De færre busafgange kan aflæses direkte i antallet af busser som Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) har til rådighed for at sikre en ordentlig offentlig transport. I 1980 rådede HT (der svarer til nutidens HUR) over 1331 busser. I 2004 er tallet nede på 963.
- Og de busser der er tilbage kan næsten ikke kan komme frem på grund af den voldsomme biltrafik. Hverken politikere eller embedsmændene i Hovedstadens Udviklingsråd gør noget for at begrænse bilisterne, påpeger Ivan Lund Pedersen.
Sådan er det ikke i London. Her må billisterne betale ekstra, hvis de vil køre i den indre by. Herefter er pengene blevet overført til busserne. Resultat: Tyve procent færre biler på Londons veje. I Hollands hovedstad, Amsterdam, afgjorde en folkeafstemning, at bystyret skulle halvere byens biltrafik. Det blev løst med færre parkeringspladser, lukkede indfaldsveje og ekstra afgifter for billisterne.
Herhjemme er det derimod busbilletterne der er steget. I perioden 1980 til i dag er priserne steget kraftigt. I dag koster en to-zonersbillet i hovedstadsområdet 17 kroner.
Men det kan stadig lade sig gøre at skære, mener HUR: Fra den 1. oktober sender HUR endnu færre busser gaden. Og de der stadig kører, begynder at rulle senere om morgenen og stopper tidligere om aftenen. HUR mangler nemlig 40 millioner kroner og har derfor foreslået at fremrykke planlagte busreduktioner i 2005 til oktober i år. Planen er at spare godt 100.000 timers buskørsel væk, hvilket kommer til at koste flere busruter livet, mens andre får færre afgange.
- Det er simpelthen katastrofal ledelse. Det svarer til, at en købmand der vil spare penge, sørger for at have tomme hylder, sætte priserne op på de varer der er tilbage og indskrænke åbningstiden, slutter Ivan Lund Pedersen.
Du kan sammenligne køreplanerne ved at klikke forbi www.noah.dk/trafik
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278