10-15 kommuner har allerede indført gratis busser - nu vil Haslev også med på vognen.
Forestil dig at du bare kan stige på bussen, når den kommer. Sige godmorgen til chaufføren og sætte dig på en ledig plads. Ikke noget med at skulle fumle med de sidste par håndører og skabe kø. Ikke noget med at en stor del af din sparsomme indkomst skal gå til de nødvendige køreture med det offentlige.
I Nørre Djurs, Rosenholm, Ikast, Midtdjurs og i cirka ti andre kommuner er pendler-paradiset faktisk virkelighed.
I Ikast har det været gratis at køre med bus i næsten ti år. De lokale politikere kan ikke se logikken i at skulle bruge 100.000 kroner alene i administration og kræve betaling for de 245.000 køreture, som kommunens borgere foretager hvért år.
Det er nemlig kun fem procent af passagererne der reelt ville betale billetten. Resten er skoleelever, gymnasieelever, studerende, pensionister eller handicappede, der får tilskud til turen.
Haslev vil med
Ideen om de gratis busser ser ud til at sprede sig. Nu vil også Haslev Kommune hoppe med på vognen. Et fuldstændig enigt byråd (på nær ét enkelt) har besluttet at undersøge mulighederne for at droppe billetindkradsningen.
- Busserne kører tomme rundt. Derfor kan de lige så godt tage nogle med. De kører jo alligevel lige forbi. Det er godt for miljøet, fordi flere vil lade bilen stå. Og det er godt for økonomien, fordi vi slipper for en masse bureakrati. Desuden sparer vi penge til at trykke buskort, siger Michael Frederiksen, medlem af Haslev Byråd for Socialdemokraterne, til Arbejderen.
Han tror ikke, at de gratis busser vil koste kommunen ekstra, måske vil det endda gøre kommunens udgifter mindre. Desuden vil gratis busser sandsynligvis kunne redde det lukningstruede gymnasium, og give bedre vilkår til de mange borgere i kommunen der bor ude på landet.
Embedsmændene skal have et oplæg klar, som kan indgå i de kommende budgetforhandlinger, som starter op til september.
Regeringens beslutning om at afskaffe det statslige tilskud til den offentlige trafik betød, at billetterne i Haslev over en nat steg med tyve procent. Den voldsomme takststigning satte sine spor i antallet af passagerer.
- I dag kører der busser rundt med fire-fem passagerer. I busser med plads til over 50 personer. Hvorfor ikke sikre, at de ældre kan komme ud at handle, og at gymnasieeleverne kommer i skole. På denne måde kan vi samtidig sikre et underlag under vores lukningstruede gymnasium, mener Michael Frederiksen.
Den gratis trafik skal gælde overalt i kommunen.
- Haslev er en landkommune med et stort opland af mindre landsbyer. Vi snakker så meget om at gøre det attraktivt at bo på landet. Hvorfor ikke gøre noget ved det og sikre gunstige vilkår for de mennesker, der bor udenfor byen og er dybt afhængige af offentlig transport.
Ikast viser vejen
I Ikast kan byens cirka 23.000 indbyggere og alle der besøger den jyske kommune, køre gratis rundt i Ikast og omegn.
Da ordningen blev indført for næsten ti år siden, mødte den hovedrysten - men nu henvender flere og flere lokalpolitikere fra Danmark og sågar fra Norge og Sverige sig til køreplanlægnings-kontoret i Ikast. De vil vide, hvordan kommunen bærer sig ad med at sikre gratis busser for borgerne.
Det er såmænd ikke noget avanceret regnestykke, fortæller køreplansplanlægger i Ikast, Helmut von Blücher.
- Det undrer mig, at der ikke er flere kommuner, der bruger den samme idé. Hvis vi skulle opkræve billeter af alle passagerer, ville udgifterne blive større end indtægterne. Derfor besluttede vi, at kommunens skole- og bybusser skulle være gratis, fortæller Helmut von Blücher til Arbejderen.
- Kollektiv trafik vil altid være en underskudsforretning. Her vælger vi bare at slå to fluer med ét smæk, fordi kommunen alligevel har en forpligtelse over for de ældre og for skoleeleverne.
For øjeblikket er der cirka 21 passagerer med per tur. Om morgenen og om eftermiddagen er der fuldt hus i kommunens busser, der kører på ialt syv ruter.
- Hvis vi genindførte billetindkrævningen, ville antallet af passager falde. Dem der ville blive tilbage er dem, der ikke har andet valg.
Nørre Djurs
I den lille kommune Nørre Djurs kan alle hoppe med på de lokale skolebusser, der kører i ialt fire distrikter i kommunen.
- Det er ikke noget der koster os ekstra. Det er simpelthen en del af kommunens udbudsmateriale med det private busselskab, at alle skal kunne hoppe ind og ud af busserne uden at skulle betale billet. Der er en del almindelige mennesker, især pensionister der bruger busserne til de daglige indkøb, fortæller kommunens tekniske chef, John Christiansen, til Arbejderen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278