Spænding til det sidste - så meget desto større var jublen, da det endelig stod klart, at Folkebevægelsens mandat var sikret.
Klokken elleve søndag aften: Unionsmodstanden er sikret i EU-parlamentet! Jubel og skål hos Folkebevægelsen mod EU.
- Det er vigtigt, at Unionsmodstanderne nu er sikret et talerør. Det er helt afgørende i forhold til, at vi står overfor at skulle sikre et nej til den nye EU-grundlov. Men jeg synes at debatten op til valget har været en demokratisk katastrofe. Den har tydeligt afsløret den måde ja-politikerne har forsøgt at undertrykke vores folkelige bevægelser, udtaler en lettet Ole Krarup, og fortsætter:
- Befolkningen har fået tudet ørene fulde med, at nej-bevægelserne ikke har nogen berettigelse i Parlamentet og at der ikke må stilles spørsgmål ved selve projektet. Det er et stort demokratisk problem. Og jeg glad for at det trods alt ikke er lykkedes at holde bevægelserne ude.
Bare en halv time tidligere var det svedige håndflader og stilhed, der prægede forsamlingen i Folkebevægelsens lokale: Tv og aviser havde allerede dømt den folkelige modstand ude - og flere journalister fandt vej til Folkebevægelsen på 2. sal. Men efterhånden som det står fast, at unionsmodstanderne alligevel er sikret en plads, aftager interessen.
Hos JuniBevægelsen er stemningen mere trykket, listen mister to mandater.
- Det lykkedes os ikke at få forfatningen på banen i valgkampen. Det er svært, når samtlige partier og pressen har boykottet debatten om den nye forfatning. I fodbold taber du, hvis du ikke stiller op til kampen. Desværre har Nyrup vundet ved ikke at komme til kampen. Desuden er der sket en amerikanisering af dansk politik. Mange mennesker føler ikke at deres stemme betyder noget. Valget er blevet gjort til en inderigspolitisk kamp mellem Nyrup og Fogh, konstaterede JuniBevægelsens Jens Peter Bonde.
Hellere musik end politik
Længere nede ad gangen har Kristendemokraternes spidskandidat fundet bassen frem og forsøger sig nu som musiker. Partiet har næsten fået halveret sit stemmetal og kommer ikke i Parlamentet. Men hvad siger de til den forfatning, der kommer nu.
- Jeg har grundigt gennemlæst den nye forfatning. Den har otte positive punkter og ni negative. Så kan du selv gætte hvad vej min vægt hælder. På den ene side sikrer forfatningen en beslutningsdygtig Union med mange nye lande. På den anden side ændres beslutningsgangen, så vigtige politikområder uden videre kan flyttes fra enstemmighed til flertalsafgørelser, uden at blive sendt til folkeafstemning. Forfatningen udtrykker simpelthen ikke befolkningens ønsker til fremtidens Union, siger spidskandidat Jakob From Høeg til Arbejderen.
Arbejderen takker for musikken og iler videre. På vej til Socialdemokratiet går vi forbi Venstre i Landstingssalen. Her er lagt op til valgfest med storskærm, stor buffet og fri bar.
I de fire meter høje vinduer hænger gardiner med store portrætter af Venstres spidskandidat, Karin Riis-Jørgensen og hendes støttepædagog statsminister Anders Fogh Rasmussen.
Men hverken mega V-gardiner eller gratis mad kan ændre på, at Venstre går to mandater tilbage.
Mandaterne er gået lige over på den anden side af gangen - til Socialdemokraterne. Her er fest, bands og fællessang fra røde sanghæfter - en af dem er 'Gem et lille smil til det bliver gråvejr...'. Og brede smil er der nok at gemme af her. Arbejderen forsøger at dryppe lidt malurt i bægeret, og spørger ind til hvor Socialdemokratiet adskiller sig fra Venstre, når det gælder arbejdet i EU-parlamentet? Spidskandidat Nyrup forklarer, at forskellen ligesom i den hjemlige politik kan ses på miljø- og arbejdsmiljøområdet.
Men hvad så med Servicedirektivet, som Socialdemokraterne støtter?
- Vi går ikke ind for service-direktivet som det ser ud i dag. Det skal laves om. Men jeg vil godt sige, at selve princippet i direktivet er godt og rigtigt. Det betyder nemlig øget konkurrenceevne. I dag betaler danske forbruger alt for meget for varerne, og det skal laves om. Og det skal vi gøre igennem EU-parlamentet og EU-rådet, når Poul Nyrup Rasmussen at love, inden han iler hen for at blive sminket af DR's makeup-pige.
Fredelig EU-hær
Det er svært at få mere ud Socialdemokraterne. Så er SF's nye medlem af EU-parlamentet, Margrethe Auken, mere ærlig. Hun har store planer.
- Vi skal have mere EU. Ikke mindst på det udenrigspolitiske plan. EU skal have en hær, men jeg er ikke bekymret for at den skal gå i krig. Du går da ikke i krig med 60.000 mand. Det er vigtigt, at vi kommer igang med at styrke EU. Hidtil har vi været hæmmet af hele diskusionen om vi skal være i EU eller ej. Den debat er i den grad lukket nu - både i SF og i resten af befolkningen!
Om Auken får ret eller ej vil vise sig, når vi igen skal til stemmeurnerne.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278