Ni ud af ti broer blivere dyrere end politikernes løfter, konstaterer ekspert
På onsdag ventes trafikminister Flemming Hansen underskrive en principaftale med sin tyske kollega om at arbejde henimod en dansk-tysk bro over Femer Bælt.
Samtidig med at der trykkes hænder og champagnen lægges på køl, advarer trafik-professor mod at festen kan blive meget dyrere end politikere og entreprenører forsøger at bilde vælgerne og skatteyderne ind.
- Ni ud af ti bro- og tunnelprojekter bliver i gennemsnit 35 procent dyrere end budgetteret. Det skyldes at omkostningerne undervurderes, fortæller professor i by- og trafikplanlægning ved Ålborg Universitet, Bent Flyvbjerg, til Arbejderen.
Regeringen fremlagde i torsdags en finansiel analyse og en trafikanalyse over broprojektet. En bro med fire vejbaner og to jernbanespor vil koste cirka 27 milliarder kroner. Skal man tro trafikministerens analyser, vil der hver dag køre i alt 9000 over broen.
Men Bent Flyvbjerg er ikke imponeret.
- Halvdelen af alle prognoser skyder ved siden af med mindst 20 procent. Det så vi eksempelvis ved broen over Øresund, hvor prognoserne ikke viste sig at holde stik. I dag er der væsentligt mindre trafik end først antaget.
- Det samme vil sandsynligvis blive tilfældet med Femer-broen. Broer mellem lande 'vender ryggen mod hinanden'. Der skabes ikke særlig meget mere trafik mellem to lande, som hvis broen blev bygget internt i et land. Prøv bare at tænke på dig selv: Hvor meget familie, eller hvor meget arbejde har du i Tyskland?
Hvis den dansk-tyske køreplan følges, vil en Femer-bro kunne stå færdig i år 2015.
Næste skridt er en regeringserklæring. Den håber Flemming Hansen ligger klar i løbet af et års tid. Både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er positive over at trafikministeren skriver under på en principaftale.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278