04 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Micro Matic overvejer at flytte

Micro Matic overvejer at flytte

Tirsdag, 22. juni, 2004, 00:00:00

Omkring 100 montagearbejderne ved ikke, om de er købt eller solgt til et lavtlønsland.

Sidste mandag skulle bestyrelsen på Micro Matic i Odense have afgjort, om de flytter hver femte job til lavtlønsområdet Baltikum.
Men endnu er intet afgjort. Derfor går hele montageafdelingen på 130 mænd og kvinder fortsat i usikkerhed om, hvor vidt de er købt eller solgt.
Tillidsrepræsentanterne har sammen med produktionsledelsen udarbejdet en redningsplan, som skal gøre virksomheden mere konkurrencedygtig.
Det er en ændring af arbejdsgangen på fabrikken, der skal kunne konkurrere med de lave lønninger i Østeuropa. Men de ansatte er stadig utrygge og frustrerede.
- Vi ved hverken det ene eller andet. Vi er nødt til at afvente, hvad der sker. Det er ikke nogen særlig behagelig situation. Vi bliver ikke orienteret om noget, siger fællestillidsrepræsentant for kvinderne, Sussi Snerling, til Arbejderen.
Planerne om udflytning af montagearbejdet har også givet problemer omkring de lokale lønforhandlinger. Forhandlingerne er nu endt i en fagretslig sag.
- Ledelsen bruger flytteplanerne som et pres for at vi skal sige ja til det, som de kommer med. Men det går ikke så skidt på virksomheden, siger Sussi Snerling.
De ansatte kræver 4,60 kroner mere i timen, mens ledelsen ikke vil give mere end 1,55 kroner.
Micro Matic har 500 ansatte fordelt på 24 nationaliteter, der arbejder med at fremstille udstyr til fadøls-anlæg. I 2002 fik virksomheden den såkaldte netværkspris af beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen. Det er et diplom for virksomhedens sociale ansvar.
Sidste år fyrede virksomheden 150 og især de ufaglærte kvinder ser en sort fremtid i møde. Jobmulighederne på Fyn er for tiden ikke mange.
Det lykkedes ikke at få en kommentar fra ledelsen på Micro Matic mandag. Både direktør Kurt Christensen og bestyrelsesformand C. C. Nielsen har over for Fyns Stiftstidende afvist at kende til flytteplaner.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. jun. 2004 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:33

Indland