04 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Underleverandør afviser overenskomst

Underleverandør afviser overenskomst

Onsdag, 23. juni, 2004, 00:00:00

Steel Protection Poland afviser SiD´s krav om at tegne overenskomst for 11 polske værftsarbejdere. Lovlig strejke rykker nærmere.

Mandag fik SiD Skagen brev fra Steel Protection Poland.
Firmaet vil ikke tegne overenskomst for de 11 polske værftsarbejdere, der indtil tirsdag var beskæftiget på Karstensens Skibsværft i Skagen til en timeløn på 50 kroner under de danske kollegaers.
- Vi har ingen forpligtelse til at tegne overenskomst, men vi overholder de regler, vi skal, siger Greta Kristiansen uden at ville uddybe det nærmere mundtligt.
Hun er administrerende direktør for Steel Protection Poland og vil gerne have spørgsmålene på skrift og mulighed for at svare på skrift for at undgå eventuelle misforståelser.
Arbejderen har derfor sendt en række spørgsmål om firmaets konstruktion og vilkår for de ansatte til Polen og venter nu på svar.
Steel Protection Poland er oprettet af Ole Conradsen. Han er også direktør for Skagen Sandblæseri og Skibs-service, der bød på og fik det malearbejde på værftet, som Steel Protection med 11 polakker står for.
Han ønsker ikke at udtale sig om, hvorfor firmaet ikke vil tegne overenskomst, men henviser til kontoret i Polen.
- Vi har bedt forbundet køre videre med sagen for at få Steel Protection til at tegne overenskomst, siger Morten Dahlberg, faglig sekretær i SiD Skagen.
Det betyder at Ole Conradsens firma om få dage vil modtage andet strejkevarsel, og en lovlig strejke kan være en realitet om et par uger.
Strejken tirsdag, der førte til at ledelsen på værftet indstillede polakkernes arbejde, indtil der er fundet en løsning, lægger ekstra pres på Ole Conradsen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. jun. 2004 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:33

Indland