Steel Protection Poland kan løse konflikten på Karstensens Skibsværft i Skagen ved at tegne overenskomst.
Presset mod det det polske firma Steel Protection Poland for at indgå overenskomst er vokset betydeligt de seneste dage.
- Bolden ligger hos Steel Protection, der nu er sat under voldsomt pres. Firmaet tjener ingen penge i Skagen og de 11 polakker kommer ikke i arbejde på Karstensens Skibsværft igen, før der indgået en aftale mellem Steel Protection og SiD, fastslår Morten Dahlberg, faglig sekretær i SiD Skagen.
De seneste dage er det gået ekstra stærkt i den nordlige ende af Danmark. Mandag modtog SiD-afdelingen afslag fra Steel Protection på kravet om at tegne overenskomst for polakkerne udstationeret på værftet. Tirsdag satte samtlige 105 ansatte i produktionen på værftet sig på røven i protest over brugen af billig udenlandsk arbejdskraft.
Strejken fik værftsledelsen til at indstille polakkernes arbejde med øjeblikkelig virkning. Dermed mener Morten Dahlberg, at Steel Protection ikke har ret mange andre muligheder end at tegne overenskomst.
- Hvis polakkerne starter op igen, inden der er tegnet overenskomst, så er jeg sikker på at værftet ligger stille med det samme, siger han med tirsdagens strejke in mente.
Det 'polske' firma er også under pres fra LO i Frederikshavn. Formand Brian Kjær har politianmeldt firmaet for misbrug af udenlandsk arbejdskraft. Han mener, at Steel Protection Poland er oprettet udelukkende med det formål at hyre billig polsk arbejdskraft til opgaver i Danmark.
En påstand han finder underbygget ved, at firmaet er oprettet af Ole Conradsen. Han er også direktør for Skagen Sandblæseri, som har taget Steel Protection ind som underleverandør til arbejdet på Karstensens Skibsværft.
Arbejderen sendte tirsdag en lang række spørgsmål til firmaet i Polen, men der er endnu ikke kommet svar.
Direktør siger undskyld
Onsdag morgen genoptog værftsarbejderne på Karstensens Skibsværft arbejdet. Inden havde de fået en undskyldning fra den ene af direktørerne, Tage Rishøj, for hans udtalelser til Dagbladet Arbejderen om, at den lokale arbejdskraft ikke kan klare en hel arbejdsdag uden stimulanser.
Tage Rishøj har også beklaget sin udtalelse over for SiD.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278