04 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Selvransagelse i Junibevægelsen

Selvransagelse i Junibevægelsen

Fredag, 25. juni, 2004, 00:00:00

- Vi har ikke været gode nok til at kommunikere, at vi ikke går ind for en ensidig dansk udmeldelse, men at vi ikke er unionstilhængere, siger Trine Pertou Mach.

JuniBevægelsen er i fuld gang med at klinke skårene efter det store valgnederlag ved EU-valget for nylig.
Bevægelsen fik reduceret sine medlemmer af EU-parlamentet fra tre til et, og evalueringen af valgresultatet gik ikke stille af på ledelsesmødet i weekenden. I Information kunne man dagen efter læse, at landssekretariatet var på vej til at lukke.
Helt så galt går det dog næppe, selv om Junibevægelsen har mistet store økonomiske tilskud på grund af valget.
- Det er klart, vi bliver nødt til at reducere. Men personligt mener jeg ikke, vi kan have en dansk organisation uden at have et landssekretariat, siger Trine Pertou Mach fra Junibevægelsens ledelse til Arbejderen.
Der er dog ikke enighed om, hvor der konkret skal skæres ned. Det tages der først stilling til på et nyt ledelsesmøde i august.
Udover økonomien er der gang i selvransagelsen over valgkampens strategi. Jens-Peter Bonde forsvarer kampagnestrategien, som gik ud på at tvinge partierne til at diskutere forfatningen.
Trine Pertou Mach er enig i, at forfatningen skulle på dagsordenen, men der manglede en plan B, da det viste sig, at partierne løb med dagsordenen.
- Vi skulle have været bedre til at forklare hvad Junibevægelsen står for, for det er indirekte også en diskussion af forfatningen. Vi har ikke været gode nok til at kommunikere, at vi ikke går ind for en ensidig dansk udmeldelse, men at vi ikke er unionstilhængere. Den midterposition har det været svært at komme igennem med, siger Trine Mach.
Også Folkebevægelsen mod EU har opsummeret valgkampen.
Selvom bevægelsen kun gik to procent tilbage og holdt fast i det ene mandat var der alligevel grund til selvkritik på Forretningsudvalgets møde. Nyrup-effekten og den indenrigspolitiske dagsorden løb af med sejren. Men trods alt var det en god valgkamp, mener Ditte Staun, en af Folkebevægelsens spidskandidater.
- Vi har kørt den bedste og mest professionelle valgkamp, jeg har været med til. Vi har fået 300 nye medlemmer i løbet af kampagnen. Folk ringer ind, giver støttegaver og så videre. Det giver gejsten til at komme videre, siger hun.
Både Trine Pertou Mach og Ditte Staun er med i det nye initiativ mod EU-forfatningen, som blev præsenteret tidligere på ugen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. jun. 2004 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:33

Indland