Et nyt projekt vil omskole ufaglærte arbejdere til jobs i servicefagene og opkvalificere de ansatte i industrien.
I løbet af de næste seks år kan hver tredje ufaglærte arbejder i Østjylland risikere at miste sit job. Arbejdsmarkedsrådet for Århus Amt vurderer, at mellem 20.000 og 25.000 ufaglærte job forsvinder inden 2010.
Den dystre fremtidsvurdering kommer, fordi stadig flere virksomheder outsourcer hele virksomheden eller dele af produktionen til udlandet.
For at sikre, at der også i fremtiden er arbejdspladser til de østjyske arbejdere, skal de ufaglærte efteruddannes eller omskoles, mener udviklingschef på Århus Tekniske Skole, Ole Kamp Jensen.
- Der forsvinder en række mere klassiske typer industrijob til udlandet. De job, der bliver tilbage i Danmark, er mere krævende jobfunktioner. Det er praktiske servicejob inden for transport, lager og catering. Det er inden for servicefagene og i industrien vi skal finde jobbene fremover til de ufaglærte og flygtninge og indvandrere, siger han til Arbejderen.
Færre og færre ufaglærte bliver opkvalificeret på de tekniske skoler. Det er en udvikling der skal vendes og det er et af projektets hovedformål at motivere de ufaglærte til at efteruddanne sig, står der i Århus Tekniske Skoles beskrivelse af projektet.
Hvad årsagen er til, at der er færre ufaglærte, der tager efteruddannelse på de tekniske skoler, kan Ole Kamp Jensen ikke give noget bud på.
Fællestillidsmand på Danfoss Viby, Jan Ahrendt, har flere bud på, hvorfor det ser sådan ud:
- Det koster virksomhederne penge at sende folk på kurser for at blive opkvalificeret. Når krisen kradser og der er udsigt til et underskud, så er det uddannelsen der bliver droppet. Men også brugerbetalingen på kurserne betyder, at folk holder sig væk, siger han til Arbejderen.
Han mener ikke, at arbejdskollegaerne er blevet mere negativ overfor at efteruddanne sig. Men der er sket nedskæringer på erhvervsskolerne og der sker mange ændringer inden for uddannelserne, så folk ikke føler sig trygge.
Undervisningsminister Ulla Tørnæs har netop fordelt ni millioner kroner til forskellige netværk af uddannelsesinstitutioner og virksomheder.
I Østjylland er 40 til 50 virksomheder sammen med SiD og KAD og erhvervsskolerne med i et virksomhedsnetværk, der vil opkvalificere de ufaglærte.
Det østjyske netværk har fået 1,76 millioner kroner til et års projekt fra 1. september i år til 1. september i 2005. Hele forløbet ledes af Århus Tekniske Skole.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278