Nedskæringen i antallet af skolepraktikpladser er stik imod regeringens planer på integrationsområdet, mener Kommunernes Landsforening og HK.
Unge med anden etnisk baggrund end danske vil blive uforholdsmæssigt hårdt ramt, når aftalen om at skære i antallet af skolepraktikpladser træder i kraft den 1. januar næste år.
Skolepraktikken skal afskaffes totalt på otte uddannelser og det samlede antal pladser skæres ned fra 5000 til 1200.
Kommunernes Landsforening og HK frygter konsekvenserne, ikke mindst for de mange andengenerationsindvandrere, der har svært ved at få en praktikplads, og derfor gennemfører uddannelsen i kraft af skolepraktikken.
- Hvorfor afskaffe en ordning, der hvert år skaffer uddannelse og arbejde til hundredvis af nydanskere, så længe praktikproblemet endnu ikke er løst, spørger Erik Fabrin, formand for KL’'s it- og erhvervsudvalg.
Rapporten '”Udlændinges vej gennem uddannelsessystemet'”, som Integrationsministeriets tænketank, offentliggjorde i juni, peger i samme retning.
Erik Bonnerup, formand for tænketanken, advarer imod at skære ned på antallet af skolepraktikpladser, i en situation hvor arbejdsgiverne ikke opretter det nødvendige antal praktikpladser. Bonnerup henstiller i stedet til, ”at man opretter flere praktikpladser på erhvervsuddannelserne med gode jobmuligheder”.
- Rapporten viser, at 60 procent af de unge nydanskere ikke gennemfører den uddannelse, de starter på, blandt andet fordi der er for få praktikpladser og for få muligheder for at komme i skolepraktik, lyder det fra Erik Fabrin. Han efterlyser arbejdsgivernes bud på, hvordan de vil medvirke til at integrere nydanskere på arbejdsmarkedet, hvis undervisningsministeren fastholder at fjerne skolepraktikken helt på en række erhvervsuddannelser.
Erik Fabrin hæfter sig ved, at skolepraktikken har en højere succesrate med at skaffe folk i arbejde end noget andet arbejdsmarkedspolitisk redskab. Beskæftigelsesfrekvensen for de, der starter i skolepraktik og efter nogle måneder får en restlæreplads er helt oppe på mellem 60 og 75 procent.
- Selv de, der gennemfører hele uddannelsen i skolepraktik har en beskæftigelsesfrekvens på mellem 30 og 61 procent afhængig af erhverv, understreger Erik Fabrin.
Sammen med formanden for HK/Kommunal, Kim Simonsen, skrev han den 7. juli et brev til fire ministre i håb om at få dem til at revurdere planen om at skære i skolepraktikken.
Antallet af skolepraktikpladser bliver skåret ned fra 5000 til 1200 pladser fra 1. januar 2005.
Skolepraktikken bliver afskaffet helt på otte erhvervsuddannelser. Det går blandt andet ud over data og kommunikation, snedkeruddannelsen, træfagenes byggeuddannelse, autouddannelsen og kontoruddannelsen.
Forliget om erhvervsuddannelserne er indgået mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278