Pædagoger, lærere og hjemmehjælpere giver Ny Løn fingeren. Kommunernes Landsforening er forberedt på, at det bliver et tema ved OK 2005.
Ny Løn har ikke givet mere i løn. Ny Løn er et bureaukratisk og tidskrævende system. Ny Løn gør løndannelsen uigennemskuelig.
Det er nogle af de bemærkninger, som Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund, BUPL, har hørt fra kritiske medlemmer, siden lønsystemet blev indført i 1997.
- Det er en kendsgerning, at vi har haft gode erfaringer med at forhandle penge hjem til lederne, mens det har knebet mere med at få løntillæg til den store gruppe af assistenter, siger Kitte Adler-Nissen fra BUPL'’s forretningsudvalg.
Det er derfor ingen tilfældighed, når forbundet sætter Ny Løn som et af de centrale temaer ved de forestående overenskomstforhandlinger.
- Vi skal finde et lønsystem, der kan fordele lokallønspuljen til gavn for alle vores medlemmer. Et system, der fokuserer på det kollektive og ikke det individuelle i pædagogarbejdet, siger Kitte Adler-Nissen til Arbejderen og tilføjer, at forbundet som udgangspunkt mener, at medlemmernes realløn skal sikres gennem centrale forhandlinger, og at lønstigningen skal følge udviklingen for de privatansatte.
Et nyt lønsystem til erstatning for Ny Løn skal belønne de ansatte efter deres kvalifikationer og opgaver på arbejdspladsen og ikke efter hvor tæt de måtte stå på lederen, mener BUPL.
- Vi har intet bud på, hvor stor en del af lønpuljen, der skal lægges ud til lokalforhandling. Derimod står forbundet fast på, at det stadig væk skal være fagforeningen og tillidsrepræsentanterne, der har aftaleretten, understreger Kitte Adler-Nissen.
For BUPL er et alternativ til Ny Løn ikke et fælles lønsystem for alle kommunalt ansatte. Alternativet er forskellige lønsystemer, som er tilpasset de enkelte faggrupper og de enkelte arbejdsområder i kommunerne.
Kommunernes Landsforening, KL, er som arbejdsgiver klar over, at Ny Løn ikke er særlig populært blandt lønmodtagerne. Og kommunerne ved, at det bliver et tema ved overenskomstforhandlingerne.
'Kommunernes Landsforening har kæmpet for, at så mange midler som muligt kommer ud til lokal forhandling, så Ny Løn kan anvendes efter intentionerne og så ledere og medarbejdere synes, det er indsatsen værd. Det er fortsat et mål, at der er nye midler til lokal løndannelse', lyder det fra KL, der 'vil have ”den lokale løndannelse udfoldet på arbejdspladserne, så ledere og medarbejdere får ejerskab og den ønskede virkning opnås”.' Sådan skriver foreningen i sit oplæg til OK 2005.
Overenskomstforhandlingerne for de offentligt ansatte starter til oktober.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278