Klods Hans Karavanen sluttede i lørdags. Arbejderen bringer her en reportage fra lejrens første dage.
af Vibs Magnusson
Mandag den 12. juli: I år går karavanen fra Juelsminde til Billund. De 14 dage hvor jeg er med, går vi igennem den smukke Vejle Ådal.
Vi er nået til Barritskov, hvor vi overnatter hos 'Årstiderne', dem med økologiske grønsags- eller frugtkasser.
Vi bliver vist rundt i foretagendet. Alt lyder meget fornuftigt - også personalepolitikken. Vi nyder de smukke omgivelser og spiser bunker af frugt og grønt.
Om aftenen sidder vi rundt om bålet og synger og præsenterer os for hinanden. Trætte lister vi efterhånden ind i teltene og sover til den lyse morgen.
Vi bliver vækket klokken 7 af morgensang uden for teltet. To deltagere vandrer rundt fra telt til telt og vækker os blidt. Vi kommer lynhurtigt i tøjet, for nu har morgenholdet lækker økologisk morgenmad klar.
Inden afgang får vi lige en rundvisning af en planteavler, som dyrker urter til kosttilskud. Hun har også til huse på Barrit Skovgård.
Vi går cirka 40 mennesker, nogen har bagagen på ryggen, andre bruger klapvogne eller barnevogne, lidt er der også plads til i den lille hestevogn. Nogle få har cykler med. Vi går ad småveje gennem skoven - op og ned ad bakke.
Frokosten er lavet i forvejen og bliver transporteret til en lysning i skoven. Den bliver kørt på en trehjulet ladcykel. Vi er meget sultne og den sunde og lækre mad forsvinder hurtigt efter den ti kilometer lange tur.
Efter et hyggeligt hvil, går vi de sidste fem kilometer ned mod Vejle Fjord.
Køkkenvognen er trukket af to heste. Den er allerede nået ned til Vejle Sanatorium, hvor vi slår teltene op få meter fra fjorden. De mest hårdføre tager en dukkert i det iskolde vand. Køkkenholdet er gået i gang med at tilberede den øko-mad, de har planlagt.
Sådan fortsætter det i 14 dage. Ikke to dage er ens. Hver dag bringer nye oplevelser og vi uddyber kendskabet til økologi og bæredygtighed og mange andre ting. Vi får nye venner.
Der er allerede planlagt en ny tur ti næste år fra Kalundborg og op i Odsherred. I er velkomne til at være med!
Læs mere på www.klodshanskaravanen.dk
@b:Bålhygge under besøget hos Årstiderne. Foto: H. Sophie Tøndering
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278