Det danske militær holder kortene tæt ind til kroppen, når det gælder besættelsen af Irak.
Forsvarsminister Søren Gade ved ikke, hvad der foregår blandt de danske soldater i Irak. Det danske militær holder kortene tæt ind til kroppen.
Søren Gade fik først oplysninger om auditørkorpsets hjemsendelse af en dansk officer efter, at Ekstra Bladet have ringet til ham i søndags.
Siden mandag den 26. juli har hærens auditørkorps været i Irak for at undersøge beskyldningerne imod den kvindelige officer for brug af tortur. Som et resultat af undersøgelsen blev hun sendt hjem fredag den 30. juli. Nye oplysninger peger i retning af, at flere kan være indblandet i sagen.
- Danmark hænger dybt i det irakiske kviksand. Ministeren ved ikke, hvad der foregår. Forsvarsministeren blev informeret igennem pressen. Militæret i Danmark forsøger systematisk at holde det politiske system uden for. Det viser, at vi allerede er ude i store problemer i denne sag. Jo før vi trækker tropperne hjem fra Irak jo bedre, siger Søren Søndergaard, forsvarspolitisk ordfører for Enhedslisten efter mødet i Udenrigspolitisk Nævn mandag.
Søren Søndergaard påpeger, at den aktuelle officer ikke er skyldig, før hun er dømt i sagen. Men hvis sagen ender med, at danske soldater har været med til tortur, i stil med hvad de amerikanske og britiske soldater har lavet, er sagen meget alvorlig.
Forsvarskommandoens pressechef oberstløjtnant Hans-Christian Mathiesen beklager, at Søren Gade ikke fik oplysningerne fra Forsvarskommandoen men gennem pressen.
- Det er en fejl fra vores side. Vi fejlvurderede situationen, siger Hans-Christian Mathiesen til Arbejderen.
Amnesty International roser den handlekraft som Forsvarskommandoen har vist ved at hjemsende officeren.
- Det er også positivt at opleve, at flere danske menige tilsyneladende siger fra overfor en behandling af irakiske fanger, som de mener er i strid med internationale standarder, siger generalsekretær Lars Normann Jørgensen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278