Siden regeringen kom med sine første stramninger af udlændingeloven, er mere end 1000 par flyttet til Sverige.
Når det gælder fodbold er Sverige og Danmark lige gode. Men når det gælder familiesammenføring og retten til at forelske sig i et menneske fra et andet land, kan svenskerne noget vi ikke kan - nemlig huse folk der har fundet kærligheden på tværs af landegrænser.
Hver måned tvinges danskere til at pakke kufferten, sælge huset, opgive lejligheden, og rejse væk fra venner og familie - til den anden side af Øresund, til Sverige. Alt sammen bare fordi de har forelsket sig i en mand eller kvinde fra udlandet.
- Regeringen siger, at stramningerne handler om at forhindre tvangsægteskaber. Men i virkeligheden har langt størstedelen af dem, der rammes, intet med tvangsægteskaber at gøre. Siden regeringen kom med sine første stramninger af udlændingeloven, er mere end 1000 par flyttet til Sverige. Og ifølge de svenske 'Migrations-kontor' flytter der hver uge cirka 60 danske par til Sverige. Hertil kommer de forelskede fra Jylland, der ofte tvinges til Slesvig, fortæller Jannik Sahlholdt til Arbejderen.
Han er med i bestyrelsen i foreningen Ægteskab Uden Grænser, der har cirka 600-700 medlemmer. Foreningen kæmper for at også danskere får ret til at gifte sig med hvem de vil. Foreningen tager afstand fra tvangsægteskaber og proforma ægteskaber.
- Vi kører en telefonrådgivning fire gange om ugen. Her får vi dagligt henvendelser. Desuden har vi et netforum, hvor folk kan skrive, hvis de er kommet i klemme. Der er næsten altid nogle, der har været ude for den samme situation og så videregiver de deres erfaringer. Endelig har vi vores medlemsmøder, som mest går på socialt samvær, fortsætter Jannik Sahlholdt.
Og der er mange gode grunde til at tage til et andet EU-land for at søge om familiesammenføring: Ingen andre lande stiller nemlig krav om en forsørgelses-garanti på 53.000 kroner, forbyder unge under 24 år at blive sammenført med deres hustru/mand, eller automatisk afviser, at folk der bor til fremleje eller har modtaget bistandshjælp inden for det seneste år, kan leve sammen med deres udenlandske ægtefælle.
Arbejderen har tidligere skrevet om førtidspensionisten Tashin Asmail, hvis kone er blevet smidt ud af Danmark, fordi Udlændingestyrelsen ikke mener, at han kan forsørge hende. Sammen har de to små børn, der er i fare for blive tvangsfjernet hvis de ikke kan være sammen med deres mor - det er nemlig højst tvivlsomt, om faren kan tage sig af dem, fordi han er dybt traumatiseret efter at have deltaget i modstandskampen mod Saddam Husseins regime.
Men der er håb forude. Måske er løsningen for Tashin, hans hustru Katsiaryna og deres to børn 'Den svenske model'.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278