I Århus er 1000 børnefamilier ramt af statsproduceret fattigdom. Efter loft over kontanthjælp må de nu klare sig for langt mindre til tøj, sko og mad
Alene i landets næststørste by er omkring 1000 børnefamilier ramt af regeringens loft over kontanthjælp.
Det viser en opgørelse fra Århus Kommune til Det Sociale Forbrugerråd i byen.
- Det er statsproduceret fattigdom, lyder den kontante udmelding fra Det Sociale Forbrugerråds formand, Viggo Jonasen, til Arbejderen.
- Kontanthjælpen er til for at afbøde de værste virkninger af indkomstbortfald, tilstrækkeligt til at man lige kan klare sig. Nu gør regeringen folk endnu fattigere. Det er både socialt og politisk nedrigt at gøre.
I Århus har omkring 1500 personer fået reduceret den samlede hjælp på grund af loftet. Heraf er cirka 515 enlige forsørgere, som typisk har fået en mindre nedsættelse. 930 er gifte eller samlevende, som har fået større nedsættelser.
Det er især børnefamilier, der bliver ramt, oplyser Magistratens første afdeling. Kun det første barn tæller ved beregningen af loftet. Flerbørnsfamilier må klare sig for det samme som etbarnsfamilier.
- Loftet rammer især familier med mange børn, som typisk bor til leje i nyt dyrt boligbyggeri. Man skærer i deres boligsikring. Og da kontanthjælpen er beskattet, og boligsikringen ikke er det, rammer det dobbelt så hårdt. De familier har hverken råd til at børnene kan gå til sport eller komme på udflugt med børnehaven, siger Viggo Jonasen.
Mange familier som rammes af loftet, er samtidig ramt af kommunens inkasso. Men hvor mange det drejer sig om, kan kommunen ikke oplyse, det er 'mørketal', fortæller Viggo Jonasen.
Det Sociale Forbrugerråd har nu opfordret byrådet til at se på sagen og sørge for at kommunens sagsbehandlere hjælper kontanthjælpsmodtagere med at få ydelsen til inkassokontoret sat ned. Desuden bør vejledningen til alle, der rammes af loftet forbedres.
- Jeg er klar over, at kommunen skal efterleve loven om loft over kontanthjælp, men den kan i det mindste mildne luften for de får, den klipper, siger Viggo Jonasen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278