05 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kontaktforløb er spild af penge

Kontaktforløb er spild af penge

Lørdag, 14. august, 2004, 00:00:00

Forventningen om, at kontakt med de arbejdsløse hver tredje måned skulle føre til beskæftigelse, holder ikke.

23,1 procent af alle arbejdsløse er i kontakt med en privat aktør hver tredje måned, viser Arbejdsformidlingens årsrapport for 2003.
Det svarer til, at næsten hver fjerde af alle, der var berørt af arbejdsløshed i løbet af året, var henvist til en anden aktør end Arbejdsformidlingen, AF. Det er langt over de 10 procent, der blev sat som mål af partierne, der vedtog reformen 'Flere i arbejde'.
- Men kontaktforløbene er spild af penge, lyder det kort og kontant fra Ole Jensen, der er med i Fagligt Ansvars temagruppe om beskæftigelse.
Det er ikke kontaktforløbene, der hjælper de arbejdsløse ud på arbejdsmarkedet, viser foreløbige erfaringer med private aktører, der har overtaget en del af indsatsen overfor de arbejdsløse.
Fire undersøgelser peger alle i den retning.
Landsforeningen for Socialpædagoger har spurgt 267 arbejdsløse. 88 procent svarede, at de selv havde skaffet sig arbejde. En lignende undersøgelse foretaget af Danske Sælgere viser, at kun fem procent af 260 arbejdsløse mente, at kontaktforløbet havde hjulpet dem i arbejde.
Kritikken af kontaktforløbene er taget til fra forligspartierne. Jan Petersen fra Socialdemokraterne er dels faldet over, at private udbydere har fået flere opgaver end aftalt. Samtidig er det faldet ham for brystet, at der er brugt væsentlig flere penge til kontaktforløbene end på aktivering af de arbejdsløse i private firmaer.
- Vi er simpelthen nødt til at drøfte værdien af de her kontaktforløb. De bliver brugt ganske mange penge til det. Men er det pengene værd, udtaler han til Fagbladet.
AF-regionerne brugte sidste år 335 millioner kroner til at købe kontaktforløb ved private virksomheder. Der var budgetteret med 277,3 millioner.
Omvendt var der afsat 175,1 millioner korner til aktivering. Heraf blev der kun brugt 12,3 millioner.
Heler ikke SiD er tilfredse med effekten af kontaktforløbene.
- Undersøgelserne tyder på, at de ledige spilder tiden, og at samfundet spilder en masse ressourcer på en indsats, der ikke fører til noget alligevel, siger Morten Kaspersen, leder af SiD's a-kasse til Fagbladet.
Han ser gerne en landsdækkende undersøgelse af effekten af kontaktforløbene både ved AF og private aktører. Bliver resultatet det samme som de foreløbige undersøgelser, så skal forløbene afskaffes, mener Kaspersen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. aug. 2004 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:33

Indland