LO har varslet sympatikonflikt for ni forbund i konflikten mellem Divisionsforeningen og Spillerforeningen.
Fra i dag strejker de professionelle fodboldspillerne i Danmark. Forligsmand Mette Christensen opgav for 14 dage siden at få en overenskomst igennem mellem Spillerforeningen og Divisionsforeningen.
- Vi har i samarbejde med Spillerforeningen forsøgt at komme med flere forskellige udspil til en forhandlingsløsning. Men hver gang har Divisionsforeningen fejet vores forslag af bordet. Divisionsforeningen har derfor alene ansvaret for, at dansk fodbold nu kastes ud i en konflikt, siger LO-sekretær Harald Børsting til Arbejderen.
Ifølge LO handler konflikten grundlæggende om, at Divisionsforeningen ikke vil acceptere, at de ikke kan ændre i overenskomsten, uden der er enighed mellem parterne.
For eksempel er de såkaldte transferregler indført i standardkontrakterne som en del af overenskomsten, selv om Spillerforeningen er stærkt imod det.
Samtidig vil Divisionsforeningen ikke ændre i bestemmelserne omkring forsikringer, pensioner, arbejdstid, ferieafvikling eller hæve mindstelønnen, der i dag er på 11.000 kroner.
Ni forbund under LO har varslet sympatikonflikt med Spillerforeningen. Sympatikonflikten vil ramme de områder, der ikke bliver ramt af fodboldspillernes strejke.
Det er klubber der har en række sideaktiviteter, som vil blive ramt af sympatikonflikten. Dermed kan de ikke arrangere konferencer, koncerter eller lignende.
Det er blandt andet vedligeholdelse, øl-levering, rengøring og serveringen der er omfattet af sympatikonflikten.
- Konflikten vil selvfølgelig blive mest synlig, for dem der går op i fodbold. Men man kan også opleve, at hvis man skal i for eksempel Parken i København til en koncert, så er den aflyst, siger Harald Børsting.
Konflikten mellem Spillerforeningen og Divisionsforeningen har givet genlyd uden for Danmark. På længere sigt kan konflikten føre til et lige så omfattende opgør mellem spillere og arbejdsgivere i andre lande, vurderer generalsekretær i den internationale spillerforening, FIFPro, Theo Van Seggelen, i Jyllands-Posten.
Der er ikke aftalt noget nyt møde mellem Spillerforeningen og Divisionsforeningen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278