06 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tekniske skoler må aflyse kurser

Tekniske skoler må aflyse kurser

Onsdag, 18. august, 2004, 00:00:00

Efteruddannelsen er hårdt ramt af regeringens nedskæringer - mange skoler må aflyse kurser.

På grund af regeringens nedskæringer fjerner de tekniske skoler i København en stribe kurser fra deres katalog i efteråret. Blandt andet data og it-kurser, pc-bruger kursus, VVS-kurser og malerkurserne bliver droppet.
Samme situation står de tekniske skoler og AMU skolerne i Nordjylland i lige nu. De har næsten brugt årets ramme, derfor lukker de nu kurser.
På Århus Tekniske Skole lukker de ikke kurser, men prioriterer skarpt mellem dyre og billige kuser, forklarer direktør Håkan Håkansson. Her er de tidligere AMU-kurser rykket ind på den tekniske skole.
- Vi har oplevet nedskæringer på omkring 20 procent, inden for det tidligere AMU område med efteruddannelse. Samtidig har man indført brugerbetaling på en række kurser. På den måde er de statslige midler skåret yderligere ned. Vi må vælge om vi vil køre dyre eller billige kurser. Vælger vi de dyre, er der færre kursister, der kommer på efteruddannelse, siger Håkan Håkansson til Arbejderen.
På nuværende tidspunkt har Århus Tekniske Skole brugt 50 procent af deres budget. Hvis der pludselig kommer et behov for en bestemt uddannelse, må skolen lukke andre kurser ned i efteråret, påpeger han.
På Odense Tekniske Skole har direktør Niels Henning Olsen oplevet en halvering af pengene til efteruddannelse siden 1999. Oven i det kommer der brugerbetaling, der yderligere har nedsat aktiviteterne. Han mener, at rammerne for efteruddannelserne i dag er for små til at dække behovet.
- Vi kunne godt bruge en ramme, der var 20 procent større. Den ville vi godt kunne fylde ud. Vi står med et undervisningsapparat, der ikke bliver udnyttet. Vi kan se, at behovet er der, men det bliver ikke opfyldt. Det håber vi bliver ændret, siger Niels Henning Olsen til Arbejderen.
Han mener, at det er farligt at nedprioritere efteruddannelserne, fordi det danske samfund bevæger sig i en retning som gør, at vi alle skal kunne noget mere.
Næstformand for bestyrelsen for Århus Tekniske Skole, Aksel Basballe Jensen mener også, at der er brug for at opprioritere efteruddannelserne.
- Det virker meget hult, når statsminister Anders Fogh kommer med et udspil om mere uddannelse. Han har skåret meget ned på efteruddannelsen, siger han til Arbejderen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. aug. 2004 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:33

Indland