06 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Lov skal bremse produktionsskoler

Lov skal bremse produktionsskoler

Torsdag, 19. august, 2004, 00:00:00

Unge på landets produktionsskoler er for dyre - derfor skal der være færre af dem, mener undervisningsministeren.

I takt med at der skæres ned på antallet af skolepraktikpladser og nedlægges daghøjskoler, stiger antallet af elever på produktionsskolerne.
Siden år 2000 er antallet af elever på landets produktionsskoler steget med 25 procent til ialt 6000.
Men nu vil undervisningsminister, Ulla Tørnæs, stoppe produktionsskolernes succes - de mange elever er for dyre for både staten og kommunerne. Derfor skal succeshistorien stoppes med et lovforslag.
Produktionsskolerne raser.
- Undervisningsministeren burde i stedet se på, hvorfor elevtallet på produktionsskolerne er steget voldsomt. Brug dog i stedet tiden på at finde ud af, hvad der skal ske med de unge mellem 16 og 25, som ikke umiddelbart er i stand til at klare en ungdomsuddannelse, i stedet for at flytte problemerne rundt, lyder opfordringen fra pædagogisk leder på Odense Produktionsskole, Dorte Lundorff, til Arbejderen.
Hun påpeger, at der er en klar sammenhæng mellem at den fri ungdomsuddannelse og mange daghøjskoler i samme periode er blevet lukket ned.
- Hvad er alternativet for de mange unge, som nu åbenbart heller ikke må komme ind på produktionsskolerne. Vores målgruppe er netop unge, der har svært ved at gennemføre eller overhovedet komme igang med en ungdomsuddannelse. Vi er gode til at give de unge nogle succesoplevelser, afdække deres kompetence og motivere dem til at komme videre.
Konkret vil ministeren have, at det fremover bliver kommunale uddannelses-vejledningscentre der skal vurdere, om en elev må komme på produktionsskole. I dag optager produktionsskolerne folk fra gaden. Du kan komme ind om torsdagen og starte om mandagen.
- Jeg kan frygte, at de kommunale centre vil få besked på, at de kun må optage unge for et begrænset antal kroner. Og så er der ikke længere de unges tarv det handler om. Formålet med produktionsskolerne er netop, at de unge ikke skal flyde rundt og lave ingenting. Det har ingen godt af.
Men hvis undervisningsministeren gør alvor af sit lovforslag, frygter Dorte Lundorff, at konsekvensen vil blive flere unge arbejdsløse - simpelthen fordi mange af de andre alternativer til unge der har svært ved at gennemføre en uddannelse, allerede er blevet skåret væk.


Produktionsskoler
På blot fire år er antallet af elever på produktionsskolerne steget fra 4800 til 6000.
Der findes cirka 100 skoler, fordelt over hele landet.
En produktionsskole er et praktisk uddannelsestilbud, baseret på værkstedundervisning. Her kan du prøve dig selv på forskellige fagområder. Mens du arbejder kan du tænke over vejen frem i livet, og du har altid kammerater og en voksen vejleder at tale med.
Du kan læse mere om produktionsskolernes tilbud ved at klikke forbi www.fpp.dk
Sidste år forsøgte regeringen at skære 70 millioner kroner i elevernes skoleydelse. Men efter massive protester blev forslaget trukket igen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. aug. 2004 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:33

Indland