Affald kan blive til nyt papir, varme, el, glas - eller gå op i røg - private affaldsbehandlere vælger den sidste løsning.
I lande, der allerede har privatiseret affaldsbehandlingen, handler det om at komme af med affaldet så hurtigt og så billigt som muligt. Det sker ofte på bekostning af miljøet og en masse energi går til spilde.
I Danmark bliver 52 procent af affaldet 'forbrændt til energiudnyttelse'. Det vil sige, at det køres til kraftvarmeværker og omdannes til varme og el. Andet affald laves til kompost, eller bliver genanvendt til at lave nyt glas, papir og lignende. Kun ti procent deponeres.
Sådan er det ikke i lande som Storbritannien og Frankrig, der har privatiseret deres affaldsbehandling. I Storbritanien bliver kun otte procent af affaldet forbrændt med energiudnyttelse. I Frankrig er tallet 28 procent.
I stedet deponerer de to lande affaldet på store lossepladser: Storbritannien deponerer hele 81 procent af alt sit affald. For Frankrig er tallet 46 procent.
'...private aktører vil have incitament til at skaffe sig af med affaldet med et minimum af behandling, frem for at bruge ressorucer til at udvinde materialer eller energi, når det ikke kan betale sig ud fra en ren privatøkonomisk betragtning'.
Sådan lyder konklusionen i en rapport som Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut og konsulentfirmaet COWI har afleveret til Miljøstyrelsen. Styrelsen har valgt ikke at offentliggøre hele rapporten, men kun bilagene.
Hos Reno-Sam, der er en sammenslutning af 31 fælleskommunale affaldsselskaber, nikker man genkendende til den konklusion.
- Herhjemme har vi en offentlig styring, der sikrer at kommunerne gør meget for at håndtere affaldet, så det samfundsøkonomisk er en god forretning: Papiraffald laves til nyt papir, og skåner træerne. Glas smeltes om til nyt glas. Selvom det koster flere penge, bearbejdes affaldet så det bliver brugt nyttigt, siger projektleder hos Reno-Sam, Henning Jørgensen til Arbejderen.
- Det er klart, at hvis en privat operatør har smidt én milliard kroner i et forbrændingsanlæg, skal det også fyldes op. Private virksomheder skal tjene penge, det må vi ikke, slutter Henning Jørgensen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278