13 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Klimaændringer er værre end terrorisme

Klimaændringer er værre end terrorisme

Fredag, 10. december, 2004, 00:00:00

Fattige og sårbare lande kræver kompensation fra de rige lande for at kunne reducere udslippet af drivhus-gasser, uden at det forhindrer udvikling.

'For vores lande er klimaændringer mere katastrofale end terrorisme'. Det sagde en delegeret fra Tanzania på vegne af de 48 mindst udviklede lande ved åbningen af FN's 10. klima-konference i Buenos Aires i Argentina.
Indtil den 17. december mødes samtlige lande, der har tiltrådt Kyoto-aftalen, for at vurdere situationen og diskutere, hvordan aftalen skal udmøntes i praksis.
Med Kyoto-aftalen har 30 industrialiserede lande, herunder Danmark, forpligtet sig til at reducere udslippet af drivhus-gasser til et niveau, som er 5,2 procent lavere end i 1990.
Australien har ikke tiltrådt aftalen, og præsident George Bush trak Clinton-regeringens underskrift tilbage, da USA stod overfor at skulle tiltræde aftalen.
Begge staters holdning blev stærkt kritiseret af en delegation fra Tuvalu, en koral-atol i Stillehavet, der kun ligger fem meter over havet...
Kenyas regering beklagede, at Verdensbankens fond til beskyttelse af det globale miljø ikke udbetaler penge til fattige lande, fordi de ikke kan leve op til et krav om med-finansiering.
Siden 1990 er der sket en global reduktion af udslippet af tre drivhus-gasser, herunder CO2, men det skyldes det økonomiske kollaps i Rusland og Østeuropa. Hvis man ser på de rige, vestlige lande, som har hovedansvaret for CO2-udledning gennem 200 år siden den industrielle revolution, er udslippet gennemsnitligt øget med syv procent fra 1990 til 2000.
Klimaeksperten Wallace Broecker, som var en af de første til at advare mod drivhus-effekten, mener, at det er nødvendigt at opfinde en teknologi, der kan udvinde CO2 direkte fra luften, omforme det til væske og oplagre det. Til avisen Independent siger han, at det er det eneste realistiske håb for at kunne forhindre klimaændringer, som kan blive katastrofale for verden.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. dec. 2004 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:21

Indland