08 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Strejke aftvang indrømmelse

Strejke aftvang indrømmelse

Tirsdag, 14. december, 2004, 00:00:00

Enlige mødre fik Hobro Kommune til at lempe reglerne for, hvornår fravær medfører, at der trækkes i kontanthjælpen.

Der skulle en arbejdsnedlæggelse til, før de kvindelige kontanthjælpsmodtagere i Hobro blev taget alvorligt.
Mandag i sidste uge kom dråben, der fik 10 ud af 13 deltagere i kurset ”Børn og beskæftigelse” til at sige stop - en af kursisterne var blevet trukket i sin kontanthjælp med uoverskuelige økonomiske problemer til følge. Med udsigten til at miste en dags kontanthjælp forlod kvinderne undervisningen.
- Meningen med sådan et kursus må være, at vi skal have hjælp til at blive løftet op. Men tværtimod bliver vi trådt helt ned under gulvbrædderne. Nogle af os har personlige eller familiemæssige problemer, men dem er der ikke plads til, udtalte én af de utilfredse kvinder, Susanne Thomsen, til Nordjyske Stiftstidende.
Kursisterne, primært enlige mødre, føler, at de konstant trues med at blive trukket i deres offentlige hjælp, hvis de ikke møder og ikke deltager aktivt i kurset på sprogskolen. Generelt efterlyser de mere menneskelig forståelse på kurset, som skal ruste dem til at klare springet fra kontanthjælp til arbejdsmarkedet.
Onsdag have kursisterne en alvorlig snak med chefen for Hobro Kommunes beskæftigelsesafdeling. Den førte ikke konflikten tættere på en løsning. Det gjorde derimod et møde med kommunens socialudvalgsformand, Hans Poulsen (S), senere samme dag.
- Vi blev lovet, at vi fremover vil blive behandlet med respekt. Hans Poulsen gav os ret i, at vi på vores kursus ikke skal trædes ned men løftes op, og han havde forståelse for, at nogle af os har personlige og familiemæssige problemer, som belaster os, lød det fra Susanne Thomsen efter mødet.
Hans Poulsen vurderer efter mødet, at det nu er muligt at kigge fremad.
- Selvfølgelig kan kommunen ikke bøje de love og regler, som findes på kontanthjælpsområdet. Men vi skal give disse kvinder en hånd. Det store skridt må de dog selv tage. De er deres eget livs arkitekt, og de må selv tage ansvar for deres liv, siger Hans Poulsen.
Ud over løftet om mere respekt så resulterede mødet i, at kursisternes deltagelse i den skemalagte fysiske udfoldelse i motionscentret gøres frivillig. Det betyder, at de enlige mødre, der fravælger den aktivitet, ikke længere bliver trukket i deres kontanthjælp. Nogle af kursisterne er overvægtige, og bryder sig ikke om at optræde offentligt i træningstøj.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. dec. 2004 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:21

Indland